Tom Cruise efter år uden datteren: Kæmper for Suri
LÆS OGSÅ: Tom Cruise går fra 25 år yngre kæreste
Han dukkede ikke op til sin datters 18-års fødselsdag forleden, men kunne godt finde tid i kalenderen til at fejre Victoria Beckham i London, da hun to dage senere fyldte 50 år.
Tom Cruise vinder nok ingen priser som årets far, men nu har Hollywood-stjernen tænkt sig at forbedre forholdet til datteren Suri Cruise, som han fik sammen med skuespillerkollegaen Katie Holmes.
Far og datter har ikke set hinanden i årevis, og det passer ikke længere den verdensberømte skuespiller, forlyder det.
– Tom har det dårligt med at have misset så meget af Suris liv, men han bliver ved med at sige, at han ikke har lukket hende ud af sit liv, og han bliver opdateret på hendes liv en gang i mellem, fortæller en kilde til engelske The Mirror.
Tom Cruise og Katie Holmes blev gift i 2006 ved et overdådigt bryllup i Italien og fik datteren Suri samme år.
Forholdet gik dog i stykker, og i 2012 blev de skilt – blandt andet på grund af Tom Cruises store engagement i den nyreligiøse bevægelse Scientology.
Siden har Cruise ifølge skilsmissepapirerne betalt sin ekskone 400.000 dollars om måneden til Suris dyre luksusliv, men det er slut nu, hvor datteren har rundet 18 år og er myndig.
Derfor har Cruise også tænkt sig at genoptage kontakten til sin datter, da han nu føler, at ”Suri er gammel nok til at tage sine egne beslutninger i livet”.