Tom Parkers enke har fundet kærligheden igen: Her er ny kærestes DYSTRE fortid
I en alder af kun 33 mistede den britiske The Wanted-sanger Tom Parker livet i marts, efter han i oktober 2020 blev diagnosticeret med en tumor i hjernen.
Siden har hans hustru, Kelsey Parker, 32, kæmpet hårdt for at komme videre, ikke mindst for parrets to børn, datteren Aurelia på tre og sønnen Bodhi på to år.
Helt alene har hun dog ikke været.
For mandag lød det, at hun nu har fundet kærligheden igen til den 39-årige håndværker Sean Boggans, der også skulle have været en stor hjælp for Kelsey Parker de seneste måneder.
Det forlød, at de to skulle have mødt hinanden på en ferie i Grækenland i september, hvor fælles venner introducerede dem for hinanden, mens de for alvor bekræftede deres kærlighed til hinanden ved et bryllup for nylig.
Men nu kan Daily Mail berette, at det ikke er hvem som helst, som Kelsey Parker har fundet.
For hendes nye kærlighed har en ganske dyster fortid.
Fængslet for drab
Ifølge det britiske medie skulle Sean Boggans have været fængslet i 2013, efter at han slog Shaun McDermott, 44, ihjel med et enkelt slag, mens han ventede på en taxi ude foran et værtshus i Essex.
De to skulle angiveligt have haft et skænderi omkring taxien, inden Sean Boggans valgte at sende en dødelig knytnæve afsted mod den 44-årige mand.
Boggans skulle have ventet på sin daværende kæreste, da skænderiet med den 44-årige mand eskalerede.
Overvågningskameraer kunne siden vise, hvordan Boggans blot forlod stedet, efter han slog den 44-årige mand i jorden.
Shaun McDermott blev fundet liggende på jorden omkring klokken 1 om natten af politiet, og det blev senere bekræftet, at han var død som følge af skader i hjernen.
Sean Boggans blev siden idømt fire års fængsel.
Kelsey Parker selv har endnu ikke kommenteret på sin nye flamme eller hans brogede fortid.