Tommy Ahlers i sorg: Har mistet sin mor
Iværksætter Tommy Ahlers har delt en trist nyhed med sine Instagram-følgere. Han har mistet sin mor.
Det skete fredag, og til et billede af ham og sin mor deler den tidligere uddannelses- og forskningsminister nogle tanker om, hvilket menneske hun var, og hvad hun har betydet for familien.
– Pludselig er hun her ikke mere og det er hårdt og tomt. Jeg kan ikke dele små glæder over ting i mit eller børnenes liv med hende. Ikke mere høre hende fortælle om, hvad der er sket i Agerskov, hvem hun har talt med, eller hvad hende og far har lavet, starter Ahlers sit længere skriv.
Mor Ahlers blev 81 år og nåede at få fem bør, ti børnebørn og to oldebørn. Hun var sammen med sin mand i 60 år.
Selv om Tommy Ahlers, der blev kendt i befolkningen i 2015 som en af de første løver i “Løvens hule”, er trist, skriver han samtidig at “det er OK”.
– Hvis alle dem, hun gjorde noget godt for i sit liv som mor, mormor/farmor, medhjælpende hustru på gården, hjemmehjælper, frivillig i genbrugsbutikken, aktiv i foreningslivet eller besøgsven stillede sig op på en lang række, ville kæden ende et langt stykke nede i Tyskland, skriver Tommy Ahlers.
Af de ti børnebørn er to af dem iværksætterens. Dem fik han med sin ekskone, som han blev skilt fra i 2012.
– Min mor var speciel. Livsklog på en underspillet måde. Glimt i øjet, men altid høflig. Elskede at grine og lave sjove/skøre ting. Udstrålede altid taknemmelighed. Brokkede sig aldrig. Stolt og ydmyg. Flittig.
– Men vigtigst af alt var hun kærlig og varm. Og hun var min og vores mor. Tak for alt, Mor. Jeg savner dig, slutter Tommy Ahlers.