Tommy Ahlers om skilsmissen: Fortalte konen, han kun var til mænd
Tilbage i 2018 bekræftede den tidligere DR-løve og Venstre-minister Tommy Ahlers, at han var biseksuel.
Siden da, er seksualitet dog ikke et emne, han har berørt særlig meget.
Men nu bryder han altså for alvor tavsheden. Det sker i hans nye bog "Uperfekt", der er udkommet tirsdag.
I bogen forklarer han blandt andet, hvordan hans skilsmisse fra ekskonen Anna starter med, at han en aften i 2013 fortæller hende, at han "tror, han udelukkende er til mænd":
"Det er en trist samtale. Vi er begge kede af det og bliver enige om, at jeg må ud af huset på Rosenvængets Hovedvej på Østerbro – vores hjem gennem de seneste to års tid – og finde et andet sted at bo. Indtil det lader sig gøre, vil vi forsøge at blive under samme tag, og vi lover hinanden, at vi vil forblive bedste venner og være der for vores børn," står der videre i bogen.
Tommy Ahlers forklarer videre i bogen, at selvom det til en start er svært, så er det samtidig en lettelse for ham at have fortalt sin daværende kone om sine tanker.
Han forklarer også, at han oplever en enorm "støtte og rummelighed" fra Anna, som allerede fra starten af forholdet vidste, at Tommy Ahlers havde været sammen emd mænd tidligere.
Sprang ud til forældrene
I bogen fortæller Tommy Ahlers desuden, hvordan han - på trods af en religiøs opvækst i Sønderjylland - mærkede forståelse fra sin familie, da han fortalte dem om sine følelser angående sin seksualitet.
I et afsnit af bogen, beskriver han en scene, hvor han fortæller sine forældre om skilsmissen - og grunden hertil. Han fortæller her sine forældre, at han især er bekymret for at sige det til sin tvillingesøster, som er "den mest troende i søskendeflokken":
"Min mor sidder der bare. Ordene skal komme fra min far. “Du kan hilse Susanne og sæj'…” begynder han, “sæj’, at du har talt med os og følt forståelse hjemmefra. For det håbe’ vi, du føler.” Det er det fineste, far kunne sige. Jeg mister ikke min familie. Jeg er stadig deres søn. Religionen kommer ikke imellem os, det ved jeg nu," står der i bogen.
I tiden derefter lever han et homoseksuelt liv i tre år, hvor han også har to mandlige kærester. Sidenhen finder han dog ud af, at han er biseksuel.
Tommy Ahlers har to børn med ekskonen Anna, og er i dag officielt single. SE og HØR kunne dog i juli fortælle, at Ahlers nu kysser på en ny kvinde.
"Uperfekt" er skrevet i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen og er publiceret af Politikens Forlag.