Totalt pip i Løkkes parti: Tv-kendis laver en kæmpe kovending
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
SENESTE: Løkkes stemmesluger kæmper med økonomien
Man fristes næsten til at indlede denne artikel med et "Held og Løkke med det hele".
For hvad der tidligere i dag lignede et regulært scoop for Lars Løkkes nye parti, Moderaterne, er på få timer vendt til beviset på, at nyfødte partier alt for nemt drukner i offentligt fnidder.
Den 57-årige Luksusfælden-vært Jan Swyrtz stod ellers tirsdag frem i både SE og HØR og Ekstra Bladet, hvor han glad kunne fortælle, at han er blevet jysk spidskandidat for Løkke:
- Jeg fik en henvendelse fra partiet, og jeg har sagt ja til at blive spidskandidat for Moderaterne i Østjylland, lød det således fra Jan Swyrtz til SE og HØR.
Fik tilbuddet
I Ekstra Bladet var meldingen den samme:
- Jeg fik tilbuddet, om jeg ikke kunne tænke mig at blive politiker, og det sagde jeg ja til.
- Der følger en stor social arv med, som går hårdt ud over børnene i de familier, sagde han om sit politiske engagement og fortsatte:
- Det vil jeg gerne være med til at ændre på, så jeg blev glad, da Moderaterne spurgte, om jeg ville beskæftige mig med socialpolitik for dem.
Men udmeldingerne kom tilsyneladende på tværs af de planer, som partiet har for lanceringen af deres nye topfolk.
Artiklerne fik nemlig partiet til at "korrigere" Jan Swyrtz:
- Vi har fået masser af henvendelser fra rigtig mange dygtige folk. Dem sidder vi og kigger på, og de bliver præsenteret den 5. juni, fortæller kommunikationschef i Moderaterne Jeppe Søe til SE og HØR.
SAGDE DET FOR TIDLIGT
Tv-værten fastholder dog efter partiets reaktion, at han skam er citeret 100 procent korrekt i SE og HØR.
Men han forstår godt forvirringen:
"Ja, det kan jeg sagtens forstå."
"Men kan nævne for dig, at du har skrevet vores samtale ned korrekt," lyder det i et kort sms-svar fra Jan Swyrtz til SE og HØR's journalist.
Han erkender samtidig, at udmeldingen om kandidaturet nok er kommet en postgang for tidligt ud.
"Dog, kan jeg nu bekræfte, hvad du har læst, nemlig at Moderaterne først offentliggør deres kandidater den 5. juni."
Det er med andre ord særdeles ubelejliget for pressechef Jeppe Søe, at Jan Swyrtz tilsyneladende har talt over sig og ødelagt partiets fine lanceringsplan.
Bare min fantasi
Over for Ekstra Bladet trækker Jan Swyrtz på samme måde sine tidligere udtalelser om kandidaturet i land.
- Jeg er spidskandidat, for det går jeg i min egen fri fantasi og forestiller mig, men det vil jo være forkert at gå og sige det.
- Det er ikke noget, vi bare kan melde ud, for så længe man ikke har taget den endelige beslutning, er det bare i min fantasi, at jeg er spidskandidat, siger han nu.
Mens Jan Swyrtz som nævnt over for SE og HØR har bekræftet - og senere fastholdt - at det var partiet, som kontaktede ham, siger han nu til Ekstra Bladet, at situationen var omvendt.
Altså at det var ham, der kontaktede Løkkes tropper for at blive spidskandidat.
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk