Tre måneder efter prøveløsladelse: Gypsy Rose Blanchard skal skilles
LÆS OGSÅ: Elena Larrea er død
Den 32-årige Gipsy Rose Blanchard har fredag meddelt, at hun skal skilles.
Blanchard og manden Ryan Scott Anderson sagde ja til hinanden i juli 2022, mens hun fortsat sad fængslet for sin rolle i mordet på moren Dee Dee.
I december blev hun prøveløsladt efter otte års fængsling.
– Folk har spurgt, hvad der foregår i mit liv. Desværre er min mand og jeg igennem en separation, og jeg er flyttet ind hos mine forældre nede ved bayou'en, skriver Gypsy i et opslag, hun har delt på sin private Facebook-profil. Det skriver People.
– Jeg har støtte fra min familie og venner til at hjælpe mig igennem dette. Jeg lærer at lytte til mit hjerte. Lige nu har jeg brug for tid til at lade mig selv finde ud af, hvem jeg er.
Gypsy Rose Blanchard blev kendt i offentligheden efter en chokerende kriminalsag, der fangede medieopmærksomheden i USA.
Gypsy Rose voksede op med at tro, og fik andre til at tro, at hun led af en lang række alvorlige sundhedsmæssige tilstande, herunder leukæmi, muskeldystrofi, og at hun var bundet til en kørestol. Dee Dee Blanchard, påstod også, at Gypsy Rose havde en mental udviklingsforstyrrelse.
Det viste sig senere, at Dee Dee led af Münchausen by proxy, en psykisk lidelse, hvor en omsorgsperson opfinder eller fremkalder medicinske symptomer hos en person, de passer, ofte for at opnå sympati eller opmærksomhed.
Sagen tog en mørk drejning i juni 2015, da Dee Dee Blanchard blev fundet myrdet i sit hjem i Missouri. Efterforskningen afslørede, at Gypsy Rose var involveret i planlægningen af mordet på sin mor sammen med sin internetkæreste, Nicholas Godejohn, som hun havde mødt på en kristen datingside.
I 2016 blev Gypsy Rose dømt for andengrads mord og idømt en 10-års fængselsstraf. Nicholas Godejohn blev senere dømt for førstegrads mord og idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse.