Trine og Vagn opfyldte Christian Degns familiedrøm: Mit livs jackpot
LÆS OGSÅ: Christian Degn og Peter Mygind slår pjalterne sammen i nyt sædshow
Nedsat sædkvalitet. Det er en dom, som i mange år har hængt over Christian Degn, 43.
– Jeg oplevede det som et nederlag. Jeg skulle bare komme med en sædcelle, som virkede, og det kunne jeg ikke. Jeg tror, det er et urinstinkt at skulle leve videre i et andet menneske, siger Christian Degn, der blev bekendt med sin sædkvalitet, da han for mange år siden forsøgte at få et barn med en ekskæreste.
Siden gik de fra hinanden, men tankerne rumsterede i tv-værtens hoved.
– Det er svært at forklare, hvor meget det betød. Men det var en præmis for mit liv.
– Men jeg har også tænkt, at det måske lykkedes en dag. Jeg har fundet en sprække af håb om, at det kunne lade sig gøre og holdt fast i den.
Jeg er ikke lykkedes
Siden teenageårene havde Christian en stor drøm om at blive far og journalist. Det sidste var blevet en realitet, men rollen som far syntes langt væk.
– Jeg havde en fødselsdag i 30’erne, hvor jeg sad for enden af sengen og tænkte: “Det var virkelig ikke sådan, jeg havde tænkt, at livet skulle være”.
– Jeg tænkte, at jeg ikke var lykkedes, erkender tv-værten, som manglede noget.
– Hvor var den familie og de børn, som jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have? spørger TV 2-værten.
Han mindede så sig selv om alle de ting, som gik godt i livet. For han havde jo masser af venner, et godt job og en meningsfuld hverdag.
Trine var kuren
Den hverdag blev endnu mere meningsfuld, da Christian mødte Trine for knap to år siden.
– På vores første date – dag to, sagde jeg det med sædkvaliteten til Trine, husker tv-værten., som var klar over, at det var tidligt i forløbet, men de to klikkede fra første minut.
– Så daten blev forlænget – og selv om Christian skulle til bryllup, så blev Trine hjemme i hans lejlighed, og daten var aldrig slut, da han var tilbage.
– Jeg var ikke hønefuld, men jeg var glad og kom hjem og stod i sofaen og spillede luftguitar til Queen.
– Så fik jeg også sagt, at der var noget med min sædkvalitet, og jeg havde en idé om at lave et tv-program om det, og hun løb ikke ud af døren.
Ærligheden fik kun Trines begejstring til at stige endnu mere, da det er de færreste mænd, der tør indrømme den slags.
– Jeg blev ikke nervøs, for jeg ved, at videnskaben er god til det, og jeg havde også i mange år vidst, at det var en drøm for mig at blive mor. Det skulle nok løse sig, siger Trine.
Kvittede p-piller hurtigt
For få år siden var det utænkeligt, for Christian at tale højt om sin nedsatte sædkvalitet, men han har fundet ud af, at når han snakker om det, så er der mange flere, der melder sig i koret.
Derfor synes han, det er vigtigt at lave programmet “Degn vil være far”.
– Det er personligt for mig, men ikke mere end at vi er en hel generation, som kæmper med at få børn.
– Det er vigtigt at snakke om, at vi har en fertilitetskrise – formentlig fordi vi er født ind i en verden fyldt med kemi.
– Det er en lidelse, og der er ikke noget at gøre ved det.
– Derfor burde man også kunne snakke om det, siger Christian, der selv vidste at hans sædkvalitet var så nedsat, at han formentlig aldrig ville få børn på naturlig vis. Derfor gik der ikke mange uger, før Trine kvittede p-pillerne.
Vil have flere børn
– Vi troede, vi skulle ud i fertilitetsbehandling, men jeg blev gravid den første måned uden p-piller.
– Vi tænkte, at dem kunne jeg godt smide, for der ville jo ikke ske noget, så det var ret vildt, siger Trine.
Lægen troede ikke sine egne ører, da Christian kunne fortælle den glædelige nyhed. Men Vagn er i dag et levende bevis på, at den var god nok.
Trine er også lidt mere tøvende med at smide p-pillerne nu, selv om parret håber, at de en dag kan gøre Vagn til storebror.
– Hvad er chancen for at vinde den store eurojackpot to gange. Men selvfølgelig drømmer vi om en dag at få en søster eller en bror til Vagn, siger far Degn.