Troede graviditet skulle være en kamp: To mirakuløse børn

Egentlig troede Christian Degn, at det med at blive far skulle blive en lang og sej kamp for ham.
Allerede inden han mødte Trine i 2021, vidste han, at hans sædkvalitet var dårlig. Så de var ikke mange dates henne, før han bekendte kulør, og fortalte sin nye kæreste, at det med at lave børn nok kun kunne blive en realitet med hjælp fra fertilitetsbehandling.
Han var allerede dengang i gang med at udvikle et tv-program, som satte fokus på mænds dårlige sædkvalitet. Der skulle heldigvis mere til at skrække Trine væk, og forholdet var da også kun fire måneder gammelt, da Trine ved at lykketræf blev gravid.
Vagn kom til verden i juni 2022, og nu har familien lige budt endnu et medlem velkommen.
- Født kun 22 minutter efter jordemoderen ankom til hjemmefødsel. Han mødte op til livet med en kampvægt på 4300 gram. Og er både sund og sulten. 56 cm lang - præcis det samme som sin far, da han kom til verden, jubler de nybagte forældre om familiens lillebror.
Hverken de stolte forældre eller lægerne forstår, hvordan det to gange er lykkes Trine at blive gravid på naturlig vis, da Christian Degns sædkvalitet er stærkt nedsat.
- Livet har sine egne krøllede veje. Men vi er bare vildt taknemmelige for, at det er gået sådan, siger Christian Degn til SE og HØR.
Han mener dog, at forklaringen måske kan findes hos hans seje kæreste.
- Vi har været heldige ellers har Trine været super fertil, jubler Christian Degn.
I aften vil Christian Degn og Trine nyde lillebror med sæsonpremieren på ”Nybyggerne”, som viser sin tiende sæson og den femte sæson med Christian Degn i værtsrollen.