Trumps "pitbull" vil flå Christoffer Guldbrandsen for 190 millioner kroner
LÆS OGSÅ: Vil vise sin egen død i kommende film
Han er ikke kendt som en mand, der lægger fingrene imellem.
Og det kan man da heller ikke sige, at den højreradikale amerikanske politiker Roger Stone gør i sit seneste frontalangreb på, hvad han betragter som fjender og politiske modstandere.
Denne gang er det oven i købet en dansk, kendt filminstruktør, hans raseri går ud over.
Roger Stone vil nemlig sagsøge Christoffer Guldbrandsen for hele 25 millioner dollars - eller over 190 millioner kroner.
Det sker, efter Guldbrandsen gennem adskillige måneder har fulgt Roger Stone med et kamera. Men dokumentaren, der er kommet ud af anstrengelserne, passer bestemt ikke amerikaneren.
Filmen bringer nemlig adskillige afslørende optagelser, der har vist sig at være særdeles belastende for både Roger Stone og tidligere præsident Donald Trump.
Det gælder blandt andet de dele, der handler om, hvad de højreradikale kræfter i USA gjorde under og ikke mindst vidste om angrebet på den amerikanske kongres 6. januar 2020.
Den danske dokumentar er derfor et alvorligt problem for Roger Stone, der betragtes som Donald Trumps politiske pitbull: Sig noget skidt om Trump - og Stone går amok på dig!
Det er uvist, hvornår filmen med navnet "A Storm Foretold" bliver vist herhjemme. Dele af den har dog haft snigpremiere for et inviteret dansk publikum.