TV 2-kendissen Martin Storgaard i chok: - Jeg har fået kræft
- Det havde jeg ikke set komme.
Sådan indleder TV 2-kendissen Martin Storgaard et opslag på Instagram.
I opslaget, der er efterfulgt af to græde-emojies, afslører "Nybyggerne"-deltageren, at han i sidste uge fik konstateret kræft i et modermærke.
Martin Storgaard, der deltog i programmet sammen med kæresten Lucas Lohman, fortæller videre, at det var ham selv, som kontaktede sin læge, fordi modermærket var begyndt at klø.
- Min læge troede ikke, der var noget galt, men spurgte alligevel, om han skulle fjerne det for en sikkerheds skyld, da ventetiden til hudlæge er lang, skriver han i opslaget.
Martin Storgaard fortæller, at han havde glemt alt om modermærket indtil torsdag i sidste uge, hvor han blev kontaktet af sin læge, som overleverede den chokerende besked om, at der alligevel var fundet kræft.
- Min verden ramlede, skriver han i sit opslag.
- Heldigvis havde det ikke spredt sig, men chokket var stort, fortsætter han og slutter sit opslag med en god nyhed.
Han fortæller nemlig, at lægen har forsikret ham om, at al kræften er helt væk, og at han ikke behøver at være bekymret.
- Jeg slap med skrækken, men er enormt glad for, at det blev opdaget og fjernet i tide.