TV 2 skuffer seere med "Forræder"-cast: - Hvem er de overhovedet?

Helge Adam Møller, Tine Aurvig-Huggenberger og Marie Watson.
Det er tre af de navne, der skal medvirke i den kommende sæson af "Forræder", hvor Lise Rønne atter engang skal være vært.
Mandag kunne TV 2 nemlig endelig afsløre, hvilke kendte typer der skal forvise hinanden på kryds og tværs i seerhittets tredje sæson.
Det er dog bestemt ikke alle, der er lige imponerede over de i alt 18 navne. På TV 2's egen Facebookside får castet nemlig en del hug for ikke at være "kendte nok".
- Det kan vist diskuteres, om de er kendte, lyder det fra en, mens en anden sarkastisk skriver følgende:
- Tror, I mangler at sætte citationstegn på ordet "kendte".
- Castet lyder lidt tyndt. Podcastværter og "influenzers" (skældsord for influencere, red.) fylder lidt rigeligt, skriver en anden.
- Det er nok, fordi de rigtige kendte ikke gider, supplerer en anden.
Flere påpeger, at de ikke kender mere end halvdelen af castet, og at TV 2 lige så godt kunne køre endnu en sæson af "Forræder - Ukendt Grund", hvor det er "almindelige danskere, der medvirker.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra TV 2 til kritikken, men det har i skrivende stund ikke været muligt.
Den nye sæson af "Forræder" får premiere 11. april.
Blandt andre "Sommerdahl"-stjernen André Babikian, "Masterchef"-kokken Dak Wichangoen og komiker Eva Jin, skal liste rundt på slottet.
Det samme skal Ali Jassem, Anne-Marie Rindom, Emil Lange, Havshen Nabaz, Helge Adam Møller, Line Kirsten Nikolajsen, Lise-Lotte Lohmann, Marie Watson, Nicky Andersen, Rasmus Bruun, Sarah Grünewald, Signe Kragh, Thomas Korsgaard, Tine Aurvig-Huggenberger og Victor Lander.