Tv-hold på Smukfest: Publikum måtte skrive under
LÆS OGSÅ: "X Factor"-stjerne kæmper stadig med hukommelsen
Tusindvis af fans stod fredag aften klar på græsset foran Bøgescenerne, hvor hitmageren Rasmus Seebach skulle give koncert.
Men de allerforreste fik sig nok lidt af en overraskelse, da de forud for showet pludselig fik stukket et papir og en kuglepen i hånden.
På storskærmene fik publikum nemlig besked på, at koncerten ville blive optaget og brugt som del af den kommende spillefilm ”UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN".
Og derfor blev de forreste rækker bedt om at skrive under på en såkaldt statistaftale.
Spillefilmen er et portræt af den afdøde musiker Tommy Seebach, der også er far til Rasmus og Nicolai Seebach, og det er komiker Anders Mattesen, som har fået æren af at spille hovedrollen.
- "UNDER STJERNERNE PÅ HIMLEN" er en hyldest til en popkunstner, hvis ikoniske sangskat har dannet soundtrack til rigtig mange danskeres liv. Sange, som længe efter Tommy Seebachs alt for tidlige død, har levet videre i os alle.
- (...) Men det er samtidig en familiehistorie – et drama om en far, der kom så langt ud i sit misbrug, at han måtte flytte fra sin kone og børn, før han endelig forstod og fik vist dem, hvad de betød, lyder det fra instruktør Kasper Gaardsøe.
Filmen får efter planen biografpremiere til februar 2025.