Kendte14. maj 2023

Tv-kendis afslører Meghan Markles brutale privatbesked

Hertuginden droppede angiveligt sin tidligere kendisveninde over sms, da hun begyndte at danne par med prins Harry
Meghan Markle droppede angiveligt sin gode veninde, da hun begyndte at date prins Harry.
Meghan Markle droppede angiveligt sin gode veninde, da hun begyndte at date prins Harry.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det er tidskrævende at date en prins. Faktisk så tidskrævende, at man må droppe sine venner. Det var i hvert fald, hvad Meghan Markle gjorde, da hun begyndte at danne par med prins Harry.

Det påstår hendes tidligere gode veninde Millie Mackintosh i hvert fald.

I podcasten "Mumlemmas" afslører tv-kendissen, at hun blev droppet af Meghan Markle på brutal vis over en sms-besked.

Det skriver News.com.au.

Ifølge det australske medie mødte Millie Mackintosh og Meghan Markle hinanden for otte år siden til åbningen af et hotel i Istanbul.

De to kendisser bondede over en drink og aftalte at mødes til en frokost i London nogle uger senere.

Millie Mackintosh var veninder med Meghan Markle... indtil hun mødte prins Harry.
Millie Mackintosh var veninder med Meghan Markle... indtil hun mødte prins Harry.
 Foto: Vianney Le Caer/Invision/AP

Millie Mackintosh fortæller i podcasten, at hun og Meghan Markle nåede at hænge ud en håndfuld gange, og at hertuginden endda nåede at fortælle hende en lille smule om prins Harry.

- Hun fortalte mig, at de skrev sammen, efter en ven havde introduceret dem, siger tv-kendissen.

Meghan Markle og Millie Mackintosh delte det her billede på Instagram, da de stadig var veninder.
Meghan Markle og Millie Mackintosh delte det her billede på Instagram, da de stadig var veninder.
 Foto: Instagram

Et par uger efter samtalen brød nyheden om, at Meghan Markle havde scoret prins Harry, og herefter gik det helt amok i medierne.

Derfor skrev Millie Mackintosh en besked til Meghan Markle for at sikre sig, at hun var ok.

- Jeg skrev bare: "Hey, jeg håber, du er okay. Tænker på dig", siger hun i podcasten og fortæller, at hun bestemt ikke fik den reaktion tilbage fra Meghan Markle, som hun havde forestillet sig.

- Hun sendte mig en meget barsk besked, der var meget ulig vores tidligere kommunikation, siger tv-kendissen og fortsætter:

- Jeg læste hendes besked som om, at hun havde brug for lidt tid til at køle ned, så jeg skrev ikke til hende igen, men jeg forventede, at hun ville skrive og sige: "Undskyld, tingene er lidt stressende lige nu", men jeg hørte aldrig fra hende igen.

- Jeg føler, at hun stort set bad mig om at fucke af i den besked, så det gjorde jeg. Og vi har ikke snakket sammen siden.

Meghan Markle har ikke kommenteret sin tidligere venindes erindringer om deres afsluttede venskab.

Hertuginden har dog tidligere påstået, at hun blev tvunget til at droppe mange af sine venner, da hun blev en del af det britiske kongehus.

I hendes famøse interview med Oprah Winfrey i 2021 sagde hun for eksempel følgende:

- Jeg kan huske, at de sagde: "Det her kan du ikke gøre, fordi det ser forkert ud", og når jeg spurgte, om jeg så ikke engang måtte spise frokost med mine venner, sagde de: "Nej, nej, nej... du er over alt (i medierne, red.), så det er bedst, du bliver hjemme.

Sponsoreret indhold