TV3’s EM-hold: Vores bedste EM-minder

Belgiske ”brødre”

Artiklen fortsætter under billedet ...

Preben Elkjær, 62. (Foto: Thomas Laursen)

– Mit bedste minde er kampen mod Belgien i ’84, hvor jeg selv var med.

Det var en helt speciel kamp, fordi vi var mange, der spillede i Belgien på det tidspunkt, plus det var en afgørende kamp.

Det er noget, som jeg huske med speciel glæde, fortæller Preben Elkjær, 62.

Senere i slutrunden fik Danmarks verdensklasseangriber sig et knap så positivt minde, da han jernede bolden over overliggeren på det afgørende straffespark i semifinalen mod Danmarks onde ånd fra Spanien.

Fedt i Frankrig

Artiklen fortsætter under billedet ...

Michael Laudrup, 55. (Foto: Thomas Laursen)

Dengang i Frankrig var der simpelt hen så mange danskere, og det var vildt at mærke den interesse, der var.

Selv i åbningskampen mod værterne fra Frankrig var der fyldt med danskere. Der var flere tusinde, der havde taget tog, bil eller fly derned for at se os, husker Michael Laudrup, som derfor også er sikker på, at Danmarks tre kampe i København til sommer vil gøre dette EM til noget helt særligt.

Præcis som 1984 var det for den 55-årige legende.

– Hele den slutrunde var fed – undtagen straffesparkskonkurrencen mod Spanien.

Kåd i Kolding

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jan Mølby, 56. (Foto: Thomas Laursen)

Det var noget helt specielt, siger Jan Mølby, 56, som ikke selv var med blandt Ricardos udvalgte til slutrunden i Sverige.

– Jeg var lige kommet hjem på ferie i Kolding, da Danmark spillede finale.

Jeg fejrede det ligesom alle andre danskere: Jeg tog ind på Rådhuspladsen i Kolding, hvor hele byen festede.

Det var selvfølgelig lidt specielt, for jeg var stadig aktiv fodboldspiller i Liverpool, fortæller Mølby, som kommer til at kommentere både danske og engelske EM-kampe til sommer.

Koner i kabinen

Artiklen fortsætter under billedet ...

Luna Christofi, 52. (Foto: Thomas Laursen)

De fleste kender 52-årige Luna Christofi som sidelinjens dronning i de helt store opgør i Champions League.

Men et af hendes største fodboldminder stammer fra EM-slutrunden i ’92, hvor hun arbejdede for DBU.

– Både semifinalen og finalen er minder, som aldrig forsvinder.

Semifinalen var næsten mere vild end finalen, fordi den sluttede med straffesparkskonkurrencen. Jeg sad ved siden af Mette Laudrup, Brians kone, og ingen af os kunne se op af bare spænding.

Efter finalen fløj jeg med spillerkonerne hjem til København i et chartret fly, som tog en ekstra tur over København.

Da jeg ankom til DBU’s hovedkontor, var hele gulvet fyldt med fax-beskeder med lykønskninger fra hele verden. Det måtte jeg rydde lidt op i, og så tog jeg ind på Rådhuspladsen, mindes Luna.

Siden da er hun flyttet til Spanien og kommer til at koncentrere sig om at rapportere fra de sydlige himmelstrøg under slutrunden.

En af drengene

Artiklen fortsætter under billedet ...

Signe Vadgaard, 36. (Foto: Thomas Laursen)

Tv-kometens bedste minde fra de europæiske dyster gennem tiderne fandt sted på få kvadratmeter.

– I semifinalen, da vi møder Holland i ’92, er jeg ni år gammel og på lejrskole med min fritidsordning.

Vi sidder i en lille knaldhytte – alle de mandlige pædagoger, alle drengene og så mig – og ser kampen på en lillebitte, oldschool skærm, fortæller Signe.

Da Schmeichel og co. endelig sikrer videre avancementet til finalen, eksploderer knaldhytten i jubel.

– Vi skulle kæmpe om pladserne, men det var helt magisk. Da vi vinder i ”straffe”, er der ingen, der ved, hvad de skal gøre af sig selv. Folk bliver helt maniske og løber ned på stranden, og jeg tror sågar, at vi smider tøjet, smiler den dygtige ankerkvinde.

Scor for mor

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jesper Grønkjær, 42. (Foto: Thomas Laursen)

– Jeg har nok to. EM i ’92, hvor jeg ikke selv kunne spille. Der rendte jeg rundt nede i Kino-krydset i Thisted som 14-15-årig og festede, inden man var begyndt med alkohol.

Og så det jeg selv var med i – i 2004, lyder det fra den tidligere Chelsea-stjerne.

Ved slutrunden for 16 år siden i Portugal havde Grønkjær ikke fået den nemmeste optakt.

– Jeg kom senere derned, fordi min mor døde lige op til. Det var meget fra den ene yderlighed til den anden, da jeg kommer ned på det her stadion i Braga, hvor vi ender med at vinde, og jeg scorer et mål. Det var meget surrealistisk, indrømmer den skarpe ekspertkommentator.