U2's bassist Adam Clayton skilles fra konen gennem 10 år

LÆS OGSÅ: Fjerde forsøg siden 2020: Ray J og Princess Love søger om skilsmisse igen
Efter 14 år som par og 10 som mand og kone har Adam Clayton, der er bassist i bandet U2, og Mariana Teixeira de Carvalho valgt at gå fra hinanden.
Det bekræfter de ifølge flere britiske medier selv gennem en talsperson til Sunday World.
– Efter mere end 10 års ægteskab, er musiker Adam Clayton og advokat Mariana Teixeira de Carvalho blevet skilt i al venskabelighed.
Ifølge beskeden fra parrets talsperson har der hverken været retligt efterspil eller uenigheder forbundet med skilsmissen, der også involverer seksårige Alba.
– De vil begge fortsætte med at være fuldt involverede i pasningen af deres datter, og de beder om, at familiens privatliv bliver respekteret.
64-årige Adam Clayton har også en søn fra 2010 fra et tidligere forhold.
Før Mariana Teixeira de Carvalho var han forlovet to gange, dog uden at nå til alters. Første gang var med supermodellen Naomi Campbell (1994), og anden gang med assistenten til U2's manager, Suzie Smith (2006-2007).
Mariana Teixeira de Carvalho mødte han i hendes hjemland, Brasilien.