Uffe Ellemann-Jensen indlagt: Nu strømmer hilsnerne ind

Tidligere i dag meddelte Jakob Ellemann-Jensen, at han akut er taget hjem fra Folkemødet.
Årsagen er, at hans far, tidligere politiker Uffe Ellemann-Jensen, er alvorligt syg og indlagt på hospitalet.
Hele dagen er det strømmet ind med hilsner til Jakob Ellemann-Jensen og resten af familien.
- Kære Jakob. Det gør mig virkelig ondt at høre. Selvfølgelig skal I være hos ham i den her tid. Håber det bedste for din far og din familie. Tanker herfra, skriver Sikander Siddique blandt andet.
- De bedste tanker til dig og jeres familie. Venligst Klaus, skriver Klaus Bondam, mens Martin Geertsen skriver:
- Alt det bedste og mange tanker til dig, Uffe og hele familien
Sophie Løhde har også sendt en hilsen:
- Alle de bedste og kærlige tanker til Uffe og jer i familien, skriver hun.

Også Ulla Tørnæs sender varme tanker i retning mod politikerfamilien:
Varmeste tanker til jer alle, skriver hun som kommentar til Jakob Ellemann-Jensens opslag.
Uffe Ellemann-Jensen, der i mange år fungerede som udenrigsminister, blev i 2011 opereret for kræft. Men i dag er kræftsygdommen igen i udbrud. Og den kan ikke helbredes.
Derudover lider han af et dårligt hjerte og sukkersyge.
Han lever på lånt tid. Og det ved han godt, har han tidligere fortalt i et interview med Berlingske:
– Jeg ved, at mine dage er talte, og at tiden er ved at løbe ud. Jeg kan ikke bede om mere. Jeg har intet til gode, sagde Uffe Ellemann-Jensen til Berlingske.