Uhyggelig detalje: Både Gene Hackman og Betsy Arakawa var delvist mumificeret

LÆS OGSÅ: Familien frygter: Blev Gene Hackman og konen forgiftet?
Det var tilsyneladende et makabert syn, der mødte de redningsfolk, der onsdag rykkede ud til skuespiller Gene Hackman og hans hustru Betsy Arakawas milliondyre hjem i Santa Fe, New Mexico.
For alt tyder på, at ægteparret havde ligget døde i noget tid, inden de onsdag blev fundet.
Således viser dokumenter, som Daily Mail er kommet i besiddelse af, at både 95-årige Hackman og hans 64-årige hustru havde tegn på mumificering, da de blev fundet.
Betsy Arakawas hænder og fødder var ifølge mediet begyndt at mumificere, mens hendes ansigt var opsvulmet. Hendes 95-årige mand havde de samme tegn på kroppen, hvilket altså indikerer, at de formentlig har ligget døde i noget tid.

Det var to medarbejdere, der arbejdede ved huset, der fandt parret døde onsdag. De har ifølge Daily Mail forklaret politiet, at de ikke havde set hverken Gene Hackman eller Betsy Arakawa i op mod to uger.
95-årige Gene Hackman blev ifølge Daily Mail fundet død i et lille rum tæt på parrets køkken. Han var fuldt påklædt, mens hans solbriller lå ved siden af ham.
Hans hustru, Betsy Arakawa lå livløs på badeværelset. Der lå tilsyneladende receptpligtig medicin ved hendes side. Om medicinen har spillet en rolle i hendes – og mandens – død, er for nuværende uklart.
Politiet har tidligere meldt ud, at intet tyder på en forbrydelse. Politiet understreger dog på samme tid, at man holder alle døre og teorier åbne i den videre efterforskning.
Også parrets ene schæferhund lå død i huset. De to andre hunde, som parret ejede, var i live og er nu i kærlig pleje.