Kendte14. juni 2020

Ulf Pilgaard drømmer om kæreste: Sjov mand søger

Skuespilleren afviser ikke, at han vil bruge sit revy-otium sammen med en ny kvinde.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ulf_2.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Det gjorde ondt langt inde i sjælen på Ulf Pilgaard, da han efter 46-års ægteskab i 2016 mistede sin kone, Gitte. Sorgen varede i flere år, men nu er den tårnhøje Cirkusrevy-legende så meget ovenpå igen, at han ikke afviser, at kvindeligt selskab kunne være rart i fremtiden.

Jeg fungerer glimrende i mit eget selskab, men med tiden kunne jeg måske godt ønske mig en fast kæreste. Hvem ved, hvad der sker? Intet kan udelukkes. Jeg håber stadig, fortæller skuespilleren til Ekstra Bladet.

Han advarer dog eventuelle interesserede om, at der ikke vanker en vielsesring, selv hvis den rette kvinde skulle dukke op.

– Jeg har lært at leve med, at Gitte er væk, og jeg har faktisk fundet ud af, at jeg trives meget godt alene. I hvert fald er det helt sikkert, at jeg ikke skal giftes igen. Det ville være komisk. I min alder, lyder det fra den 79-årige dronningeimitator.

Ulf'en har altid været glad for kvindeligt selskab. I "Meyerheim & stjernerne" på TV 2 Charlie afslørede han endda, at han også var sin kone utro.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er nem at friste, fordi jeg synes, det smukkeste i hele verden er en køn pige, og det synes jeg stadig. Jeg er faldet i undervejs, det vil jeg gerne stå ved. Ja ja, jeg har ikke været 100 procent tro, fortalte charmøren, der skulle have afsluttet sin Cirkusrevy-karriere i år, men har udsat sit otium til næste sommer.

Sponsoreret indhold