Umage par: Linse Kessler sammen med kendt politimand
Det er ingen hemmelighed, at Linse Kessler har siddet i fængsel.
Det har hun fortalt vidt og bredt om i mange sammenhænge – blandt andet hendes utallige bøger, hvor hun fortæller om alt fra vold mod p-vagt og knivstik af veninden.
Men nu vil hun altså bruge sin erfaring med livet bag tremmer i sin nye podcast, som bærer titlen ”På kant med loven”.
Det har hun netop afsløret på Instagram.
Men hun får modvægt af sin mandlige medvært, Vlado Lentz, der er kendt fra Discovery-programmet ”Politijagt”.
- Med største glæde og interesse er det mig en kæmpe fornøjelse at meddele, at Politimand Vlado og jeg i dag starter vores Podcast. Dette var der nok mange, inklusiv mig selv, der ikke havde set komme. Men hold nu op, hvor er det spændende og hyggeligt, jubler hun på det sociale medie.
Det umage makkerpar skal ifølge Brygge-stjernen tale om at være kriminel og at bekæmpe kriminalitet. Om at sidde og fængsel og smide kriminelle i fængsel.
- Vi fortæller en masse røverhistorier fra vores liv, og jeg kan godt love jer at det ikke blir kedeligt.
Podcasten kan lyttes på podimo, og det gør Linse til kollega med sin datter Stephanie og svigersøn Cengiz, som ligeledes har henholdsvis en og to podcasts i det populære lydmedie.