Umut Sakarya raser: - Hvem har taget det sidste stykke kød?
LÆS OGSÅ: Umut Sakarya afslører: Brugte slankemidler, svampe og fedtsugning i kampen mod kiloene
Den ellers så madglade Umut Sakarya er ikke helt tilfreds med de mængder af madvarer, han får slæbt med hjem fra supermarkedet.
Han har nemlig opdaget, at fødevarebranchen er "fyldt med 'fejl', der altid gavner producenten".
I en række stories har den tidligere "Masterchef"-vinder delt et godt gammeldags regnestykke efter at have indset, at han altså ikke har fået helt så meget kød for pengene, som pakken ellers lovede.
- 40 gram ud af 400 gram er 1/10 af produktet. Dvs. der er forsvundet 13,5 kr. kød alene i den pakke, jeg har købt, skriver Umut og opfordrer til lidt matematik.
- Prøv så at gange den med 10.000 pakker. Lad os sige, der mangler for 10 kr. kød i hver pakke. Det giver en 'gratis' omsætning på 1000.000 kr. ud af det blå.
Den 32-årige Umut får i samme omgang slået fast, at der altså ikke bliver skudt med skarpt efter nogle særlige butikker eller virksomheder.
– Det her er ikke en kritik af et specifikt brand, skriver han i et opslag, som han har delt med sine mere end 219.000 følgere og fortsætter:
– Det er en generel kritik af industrien og efter min mening en vigtig diskussion at tage op som forbrugere.
Noget tyder da også på, at flere af Umuts mange følgere oplever det samme med jævne mellemrum.
I hvert fald er kommentarsporet fyldt op med kommentarer fra folk, der også er trætte af manglerne.
- Tak for at du tager det op. Det er simpelthen noget griseri, lyder det fra en følger.
- Det er noget svineri. Men desværre et stort problem, vi bare finder os i, skriver en anden.