Undrer du dig også? Nu forklarer Peter Ingemann skør detalje
Peter Ingemann er i øjeblikket sengeliggende med corona, og på hans billeder fra sygelejet er der en bestemt detalje, der stjæler opmærksomheden.
Tv-værten ligger nemlig og putter med en dyne i "Gurli Gris"-betræk, og det har fået stjernens følgere til at undres. Ligger han isoleret i et børneværelse? Eller hvad er det, der foregår?
SE og HØR er selvfølgelig ikke blege for at udspørge Peter Ingemann om vanerne i soveværelset, og tv-journalisten forklarer med glæde, hvordan det hænger sammen på lagnerne derhjemme.
Det viser sig nemlig, at midtjyden er helt og aldeles pjattet med tegneseriesengetøj.
Artiklen fortsætter under opslaget ...
- Jeg er både 80 år og syv år indeni. Det tror jeg, mine venner og familie vil skrive under på, begynder Peter Ingemann og forklarer videre:
- Jeg har altid haft noget med sengetøj, og i mange, mange år havde jeg nogle blå sæt med stjerner på. Sådan lidt Ole Lukøje. Jeg elskede de sæt, og de fulgte mig helt ind i voksenlivet, indtil de var slidt op.
Siden har tv-værten, der lige nu brillerer i TV 2-programmet "Ingemann og kongerækken", investeret i det ene tegneseriedynebetræk efter det andet. De gør ham glad i låget.
- Jeg køber de sengetøjssæt, fordi de giver mig glad og umiddelbar rolig energi. Også fordi det er lidt latterligt. Der er noget afvæbnende i det, og alle de faktorer er gode, når man skal sove.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Peter Ingemann er i coronaisloation, men heldigvis har han noget festligt dynebetræk at kigge på. Foto: Claus Fisker
- Det giver mig bare god energi, og så er jeg også bare en barnlig sjæl på nogle punkter - eller måske kan jeg godt bare lide, at tingene ikke bliver alt for højtidelige og alvorlige.
Med tiden har Peter Ingemann fået opbygget en mindre samling af sengesæt med det, mange vil kalde børneprint, men der er stadig én fiktiv figur, han drømmer om at gå til køjs med.
- Jeg har både Spiderman, Superman, De tre ponyer, Powerpuff-pigerne og Gurli Gris, men jeg kunne egentlig godt tænke mig et sengesæt med Rambo.
- Rambo er og var min store kærlighed. Jeg blev forelsket, da jeg var 12 år og havde hele værelset udsmykket med store plakater af ham. Så hvis nogen ved, hvor man kan købe sådan et, må de lige skrive. Og nej, coronaen er ikke gået på hjernen, jeg er sådan.