Værsgo! Her er Nikolaj Lie Kaas’ mest geniale Instagram-videoer
De fleste danskere klaskede sig på lårene af grin over hans komiske roller som de vidt forskellige tvillingebrødre Bjarne og Eigil i ”De Grønne Slagtere”, eller den underkuede Stefan i ”Blinkende Lygter”.
Og nu er Nikolaj Lie Kaas som bekendt endnu en gang sjov på det store lærred sammen med resten af det gode gamle Anders Thomas Jensen-hold i den spritnye dramakomedie ”Retfærdighedens Ryttere”.
Men vidste du, at 47-årige Lie Kaas bestemt også er hylende morsom på den lille skærm?
Har du endnu til gode at følge – eller bare scrolle rundt på – Niggolaj, som hans profil spøjst hedder, så er det om at få Instagramfingeren ud.
Og hvad enten du er uerfaren udi hans feed eller ej, så få her et par yderst veloplagte højdepunkter fra den sjove skuespillers helt geniale Instagramprofil.
HÅNDSÆBEN
I det nyligste af SE og HØR eksempler på Instagram-perler fra Nikolajs hånd har vi et vaskeægte håndvask-dilemma. Du kender dem godt: De der drønsmarte håndcreme og ditto sæbe, som står og lægger op til en regulær gætteleg - en form for russisk sæberoulette - hver gang du er på restaurant og skal vaske hænderne.
Nikolaj Lie Kaas forsøger til tonerne af den dramatiske musik at gennemskue hvilken beholder, han skal trykke på for at få rene naller. Men han har ikke det store held med sig.
JULEKONCERTEN
De bedste vittigheder kan godt tåle at blive fortalt flere gange.
Så omkring jul kan vi måske godt forvente endnu en traditionsrig optræden fra den populære skuespiller og hans fløjtende kompagnon.
Selv pianisten har svært ved at holde masken, når den skingre melodistemme leveres på blokfløjten i en ellers skøn julehilsen.
Det kønne julenummer er en reprise af lignende fra Nikolajs Instagram i julen 2015. Men dengang lykkedes det stort set ikke for dem at slå første tone an, før den lille seance blev afbrudt af store grin.
ACTIONSCENEN
At Nikolaj Lie Kaas er en sand actionhelt kan vist ikke komme bag på nogen.
Men selv den mest erfarne kriger kan få besvær med både pool, grus på knæene og en tur henover køleren på en bil. I denne fuldstændig forrygende snas beviser den 47-årige skuespiller og familiefar endnu en gang, at han har uforlignelig komisk timing og bestemt også flair for fart over feltet.
Intet behov for stuntmen i Nikolajs have!
MAVEDANSERSKOLEN
Nikolaj Lie Kaas har uden tvivl store ambitioner på sine to døtre Esther og Gerdas vegne, men om de lige involverer en tjans på en tyrkisk restaurant eller om dette er endnu en af Lie Kaas’ some-løjer, det må du afgøre selv, når du har set hans forsøg på at presse datteren ind på en mavedanskerskole.
Under videoen bemærker Ibi Støving at Nikolajs stemme ganske rigtigt ryger væsentligt op til slut i hans opfordring til datteren. Noget kunne tyde på, at end ikke en af Danmarks dygtigste skuespillere kan holde masken hele tiden.
SANDAFHENTNINGEN
Hvis man skulle sætte en klassisk Nikolaj Lie Kaas-Instagramjoke på formel, så kunne sandafhentningen fra en dansk strand i 2016 være et godt bud.
Ofte er det fjollede skilte kombineret med den fremragende filmstjernes reaktioner, der høster både likes, grin og kommentarer.
Her er vi tilsyneladende drønskuffede over, at det alligevel ikke var tilladt at hente sand ved den flotte danske kyst.
Satans også.
UD AF KARANTÆNEN
Åh, kan I huske maj? Lige da det begyndte at dufte af sommer og genåbning i det ganske land. Efter et par måneder med lockdown var der dog en del, der lige skulle ordnes. For eksempel booking af en tiltrængt frisørtid.
Og nå jo, så skulle vi jo også lige vænne os til den der sol, som vi havde været afskærmet fra så længe.
Gad vide om den kære Lie Kaas er krøbet i lignende skjul her under anden bølge. Eller om han er ude og lege ælle-bælle med håndsæben denne gang.
Gå selv på opdagelse i @Niggolajs gemmer og find desuden elegant indtagelse af vin ved pool-kanten, en høne at plukke med Rasmus Klump og forrygende lipsync-duetter med Fares Fares.
Tro os, du vil ikke blive skuffet.
[node:aller-poll]