"Vampire Diaries"-stjernen Paul Wesley går fra konen
Tre år, og så gik den ikke længere.
Det er realiteten for "Vampire Diaries"-stjernen Paul Wesley og hans hustru gennem tre år, Ines de Ramon.
De to er nemlig blevet separeret.
Det skriver People Magazine.
Det amerikanske medie har været i kontakt med (eks)parrets talsperson, som bekræfter bruddet.
- Beslutningen om at blive separeret er fælles og skete for fem måneder siden, siger talspersonen og fortsætter.
- De ønsker, at deres privatliv bliver respekteret i denne tid.
40-årige Paul Wesley og 29-årige Ines de Ramon, som er smykkehandler, blev set for første gang sammen i offentligheden tilbage i 2018, hvor de holdt i hånd under en romantisk date.
En måned senere gjorde de forholdet officielt, da de dukkede op som par til et bryllup.
Parret blev selv gift i 2019 og har formået at holde deres forhold forholdsvis privat.
Rygter om et brud begyndte dog at florere i sidste måned, da Paul Wesley blev spottet sammen med modellen Natalie Kuckenburg i New York uden sin vielsesring på fingeren.
Indtil videre er han og Ines de Ramon kun separeret og flyttet hver for sig, så tiden må vise, om de bliver skilt eller finder sammen igen.