Venstres nye våben hedder Mia Wagner: Underskud, stresshistorik og mislykket kærlighedsliv
LÆS OGSÅ: Løvinden Mia Wagner er skredet fra kæresten
Forleden trak Venstres nye formand Troels Lund Poulsen en løve op af hatten.
Vicestatsministeren præsenterede den tidligere ”Løvens hule”-darling Mia Wagner som regeringens nye minister for Digitalisering og Ligestilling.
Nu er hun dog midlertidigt sendt til tælling, efter det i dag kom frem, at hun er blevet ramt af et alvorligt ildebefindende. Mia Wagner besvimede således i sit eget hjem og er nu sygemeldt.
For et par uger siden var den 45-årige Mia Wagner end ikke medlem af Venstre og hun var talskvinde for kønskvoter for at få flere kvinder ind i ledelser og bestyrelser.
Den holdning strider mod Venstres politik, og derfor var det også en yderst afrettet Mia Wagner, der på vej op ad trappen til Christiansborg meddelte pressen:
– Jeg bakker selvfølgelig op om den linje, der er sat.
Storebrors virksomhed
Mia Wagner er single, mor til to teenagedøtre og uddannet jurist. Hun bor i Vedbæk og lige som sin far har hun arbejdet som advokat.
Mias storebror Morten Wagner – som tjente en formue på kæresteportalen Dating.dk – fik lillesøster hevet ind i Freeway-koncernen, hvorfra hun fik ansvaret for virksomhedens mange hjemmesider som f.eks. Trendsales og Lejebolig.dk, mens han fulgte med fra sit hjem i Schweiz.
Det var således storebror Mortens penge, som Mia Wagner sad og investerede, da hun fra 2019 til 2022 var midtpunkt i ”Løvens hule”.
Stressramt
I ”Løvens hule” var Mia Wagner åben om, at hun også tidligere har været hårdt ramt af stress. Igennem længere tid havde hun ignoreret sin krops signaler, og på et tidspunkt blokerede kroppen fuldstændig, og hun var end ikke i stand til selv at gå ud af sin bil.
Selv om Wagner-familien med skabelsen af dating.dk har bragt masser af singler sammen, så har Mias personlige kærlighedsliv ikke været uden forhindringer. Mia er skilt fra sine døtres far og et halvt år efter sin debut i ”Løvens hule” afslørede SE og HØR, at hun efter fire års samliv var flyttet fra sin daværende samlever Anders, som overtog parrets hus i Viborg.
Mia Wagner flyttede med døtrene Carmen og Liva til Vedbæk, hvor en ny mand indfandt sig; erhvervsmanden, og investoren Jeppe Christiansen vandt løvindens hjerte, men med dine børn og mine børn var der ikke brændstof nok til at holde kærligheden i live i mere end halvandet års tid.
Varmluftsballon
I slutningen af 2020 forlod Mia Wagner sin post i Freeway. Der var ikke meget glimmer over det farvel. Regnskabsåret endte med et underskud på knap en million kroner og i et hjørne lå en egenkapital på mindre end 150.000 kroner og raslede rundt.
I samarbejde med veninden og den nuværende ”Løvens hule”-investor Anne Stampe Olesen stiftede Mia Wagner samme år Nordic Female Founders. Det er en virksomhed, som skal hjælpe kvindelige iværksættere med at danne netværk og komme frem i køen.
Tidligere i år solgte Wagner sin andel i det højt profilerede selskab. Måske har hun indset, at der var tale om en varmluftsballon, for den har været alt andet end en økonomisk succes. Indkomståret 2022 endte med et underskud på knap to millioner kroner og egenkapitalen er negativ: Minus 2,5 millioner kroner.
Synkende skude
Til gengæld har Nordic Female Founders fire medarbejdere hævet en god løn og andre goder: Næsten to millioner kroner har de delt.
Mia Wagner forlod således en synkende skude. Nu er hun kommet ombord på en anden; Venstre, som med en vælgertilslutning på mindre end ni procent kan skimte spærregrænsen i horisonten.
Venstre har tidligere forsøgt sig med bruge en ”Løvens hule”-kendis som vælgerlokkemad.
Men Tommy Ahlers, som er tre år ældre end Mia, valgte for to år siden at forlade sin ministerpost, fordi han indså, at han ikke var i stand til at ændre ”den politiske struktur”.
Tiden vil vise, om Mia Wagners kendis-status kan ændre noget – eller om vælgerne fortsætter med at flygte fra den synkende Venstre-skonnert. Lige nu må hun dog sunde sig oven på et dramatisk ildebefindende.