Vicki Berlin afslører: Tør ikke at gå alene
- Hvad ville du gøre som kvinde, hvis der ikke var nogen mænd på jorden i 24 timer?
Det spørgsmål stiller Vicki Berlin i et opslag på Facebook.
Her svarer den 44-årige skuespiller også selv på sit spørgsmål med følgende svar: "Gå alene om aftenen".
Ifølge Vicki Berlin er hun utryg og bange for at bevæge sig udenfor alene efter mørkets frembrud.
Derfor føler hun sig yderst begrænset i disse vintermåneder, hvor det tidligt bliver mørkt udenfor.
- De mørke måneder begrænser virkelig mine muligheder for at gå ud. Bare at kunne gå en powerwalk. For når mørket falder på, tør jeg ikke at gå med musik i ørerne. Jeg føler mig som en sitting duck, skriver hun.
Vicki Berlin skriver videre, at hun ville ønske, at kvinder kunne have frihed til at gå ud når som helst uden at føle sig bange.
- Hvor ville det være skønt at have den frihed at kunne gå ud uden frygt, uden at kigge sig over skulderen, uden nøgler mellem fingrene, bare fri, skriver hun og sætter spørgsmålstegn til, om mænd kan sætte sig ind i frygten:
- Mon mænd ved, hvor mange kvinder vi er, der føler den frygt hver eneste dag? Hver gang en mand går mod os på en øde sti, går hurtigt bag os eller forbi os? Det tror jeg desværre ikke, fordi de ikke selv føler den frygt.
Vicki Berlin understreger i sit opslag, at de fleste mænd heldigvis er gode mænd, men at det er umuligt for kvinder at se, hvem er der er de farlige.
- For de farlige er så tit forklædt som gode, og sandheden ser vi først, når det er for sent, skriver skuespilleren og slutter med en opfordring:
- Måske kan vi ved at sige det højt skabe lidt mere tryghed og forståelse. Det er mit håb.