Vild teori: Rupert Grint var ikke fysisk til stede under "Return to Hogwarts"-optagelser
Der var masser af smil, tårer og sjove anekdoter fra settet, da HBO Max for nyligt huskede tilbage på de ikoniske ”Harry Potter”-film i selskab med særligt de tre unge hovedrolleindehavere, der havde taget plads i de flotte møbler over for hinanden.
Men nogle af de fans, der er heldige at være udstyret med falkeblik, bemærkede undervejs nogle uregelmæssigheder. Var det ikke, som om at den i dag 33-årige skuespiller bag Ron Weasley-figuren, Rupert Grint, havde et anderledes skær over sig?
Tak til ... Canada?
Var han overhovedet til stede under optagelserne til den længeventede HBO Max-special sammen med kollegaerne Emma Watson og Daniel Radcliffe?
Nej, mener flere. Og resten af den vilde teori mener de bakkes op af blandt andet rulleteksterne efter ”Return to Hogwarts.”
Her spotter de nemlig en tak til en filmhold i Toronto – på trods af at ”Harry Potter”-afsnittet blev optaget i London. Grint-fans påstår, at dette skyldes, at den britiske skuespiller befandt sig i Canada på optagelser til Netflix-serien ”Cabinet of Curiosities”, mens resten af holdet blev genforenet.
Artiklen fortsætter under billederne:
Alle tre stjerner i samme rum - men kan det nu også passe? (Foto: YouTube, HBO Max)
Skulle Watson til Toronto for at optage sin del med Grint? Et canadisk filmhold får i al fald en tak i credits.
(Foto: HBO)
Og det leder os videre til næste spor.
For hvordan kan det så være, at han i en anden sekvens har en dybfølt samtale med Emma Watson – der som bekendt spillede rollen som Hermione i alle otte film? En samtale der endda ender i et hjertevarmt kram mellem de to tidligere kollegaer.
Her skal vi – ifølge internetdetektiverne – bemærke den 31-årige Watsons neglelak.
Afsløret af neglene
Udover digitalt at tilføje Rupert Grint i den endelige scene, hvor de tre taler sammen, har produktionen nok været nødt til at fragte Emma Watson til Toronto for en enkelt dag, så deres møde kunne blive filmet.
Det er i hvert fald forklaringen, som fans af de legendariske film hælder til.
Emmas negle er nemlig mørke i scenen med dem alle tre, mens de har skiftet til en gylden farve i de andre skud. Hvilket godt kan indikere, at hun på trods af det nøjagtigt samme outfit og ens smykker, har været på to forskellige optagelser.
Den forkerte Emma
Ingen af de tre "Harry Potter"-stjerner - eller resten af HBO-produktionen for den sags skyld - har sat ord på eller bekræftet den snedige redigeringsmagi.
Dog har Emma Watson ellers ikke været bleg for at grine af de små fejl, som der er blevet lavet i forbindelse med den store Hogwarts-genforening.
- Så sød var jeg IKKE, skrev hun til billedet af en anden Emma - nemlig Emma Roberts - der i starten fejlagtigt indgik som barndomsbillede af skuespilleren i "Harry Potter ”-genforeningen.
Artiklen fortsætter under billedet:
Det er disse optagelser, som altså ifølge fans er skudt i Canada (Foto: YouTube, HBO Max)
Overfor Vogue har hun endda gladelig fortalt om, hvordan det var at sidde i rum med Daniel OG Rupert igen 20 år efter den første film – helt uden at afsløre, at der var blevet snydt med indspilningsdagene.
Der er noget filmmagi, som ikke bør afsløres, synes ”Harry Potter”-holdet altså at mene.