Voldsomt formuelæk hos skuespilleren Lars Bom
Lars Bom kommer ikke til at modtage Gazellepriser eller anden hæder for det seneste regnskab, der er aflagt for hans firma Bom Production ApS.
For tallene var alt andet end opløftende i perioden fra 1. juli 2023 til 30. juni 2024.
Bom Production, hvis formål er "at drive handel- og servicevirksomhed, samt produktion og forvaltning af rettigheder i forbindelse med kunstnerisk optræden", leverede et underskud på 113.292 kr.
Det hellunkne resultat skyldes først og fremmest, at indtjeningen var helt i bund.
Bruttofortjenesten var på mindre end 25.000 kr., mens den forrige år rundede 317.000 kr.
Alligevel hævede den efterhånden 63-årige Strisser fra Samsø-helt over 200.000 kr. i løn og udbytte, hvilket forklarer de røde tal på bundlinjen.
Formuen - egenkapitalen - blev reduceret fra 461.134 kr. til 288.942 kr., så der er stadig lidt at stå imod med.
Den løbeglade skuespiller er ikke til de store armbevægelser.
Han bor beskedent i Hornsherred i et sommerhus med fjordudsigt; et område som også kollegaen Hella Joof, den tidligere fodboldspiller Mark Strudahl og cykelrytteren Mads Pedersen holder af.