The Weeknd vinder årets halloween med Nutty Professor-kostume
Hvis vi nu forestillede os, at der blev uddelt en pris i kendisland for årets bedste halloween-udklædning, så måtte årets pris da gå til musiker og sanger The Weeknd.
Den 30-årige "Blinding Lights"-sanger dukkede nemlig op til model Kendall Jenners 25-års fødselsdag klædt ud som "The Nutty Professor".
The Weeknd, der i private kredse kendes som Abel Tesfaye, viser i adskillige opslag sit fantastiske kostume frem på Instagram, og han ligner på en prik den fjollede videnskabsmand Sherman Klump.
Komplet med "fat-suit", falske hænder, paryk og et nyt sæt tænder er musikeren stort set uigenkendelig.
Er du ikke bekendt med den karakter, så er du i den grad gået glip af en vaskeægte Eddie Murphy-klassiker fra 1996.
Det er langt fra første gang, at The Weeknd imponerer med sine halloween-kostumer.
Tidligere har han blandt andet været klædt ud som Beetlejuice sammen med sin daværende kæreste, Bella Hadid, der i samme forbindelse var klædt ud som Lydia Deetz fra Tim Burton-filmen "Beetlejuice".
I år var musikeren dog solo, da han deltag i den stjernespækkede fødselsdagsfest, hvor også Justin Bieber, Kim Kardashian, Kylie Jenner og Jayden Smith var blandt gæsterne.
Se The Weeknd klædt ud som Nutty Professor: