"X Factor"-stjerne Ally Brooke forlovet
En smuk kærlighedshistorie fortsætter for 30-årige Ally Brooke, der tidligere var en del af Simon Cowells amerikanske "X Factor"-gruppe Fifth Harmony.
Kæresten gennem otte år Will Bracy har nemlig friet til den smukke sangerinde.
Ally Brooke har delt billeder af frieriet og den smukke ring med sine 7,4 millioner følgere på Instagram.
- Vi har den smukkeste kærlighedshistorie, der nogensinde er fortalt, skriver Ally Brooke til opslaget.
- Jeg kan ikke vente med at gifte mig med dig, slutter hun teksten, der er skrevet i versaler.
Ally Brooke og Will Bracey mødte ifølge People hinanden i 2015, da Will Bracey blev tourmanager for Fifth Harmony. Her begyndte de to turtelduer at date senere samme år.
Bandet Fifth Harmony blev verdenskendt efter pigegruppens deltagelse i "X Factor" i USA i 2012, hvor Simon Cowell havde sammensat gruppen på fem.
I 2016 forlod det ene gruppemedlem Camila Cabello dog gruppen for at begynde sin succesfulde solokarriere. I 2018 fulgte resten af medlemmerne trop, og de gik hver til sit.