Zangenbergs vilde polterabend: Festede i flere dage
LÆS OGSÅ: Julie Zangenberg fortryder brystoperation: - Det er fjollet
Lørdag den 30. september siger Julie Zangenberg, 34, ja til manden i sit liv, kokken Andreas Bagh, ved et kirkebryllup i centrum af København – og der var ikke sparet på noget, da ”Klatretøsen”s venner forud for brylluppet overraskede hende med en polterabendtur til klippeøen.
– Jeg blev bortført til Bornholm af omkring otte-ti af mine bedste venner, fortæller Julie Zangenberg i et live-sale på Facebook for sit tøjmærke Cozy.
Zangenberg sad derhjemme og spiste morgenmad med sin forlovede og parrets toårige søn, Leo, da der pludselig blev spillet ”voldsom hiphopmusik” ude foran hendes dør. Hun løb derud, og ind kom hendes gode venner. Herefter gik turen mod Bornholm ”i et gammelt lig af en minibus”.
– Vi havde den sjoveste roadtrip dertil med høj musik og masser af øl og champagne. Jeg fik kartoffelsalat og frikadeller på færgen, og kaptajnen sagde tillykke til mig over ”intercom” (højttaleranlægget, red.), fortæller den kommende brud.
Polter omgang to
Turen stoppede ved hotellet Nordlandet i Allinge, hvor der både blev slappet af, badet i havet og spist middag på hotellet.
– De har også en bar, og vi dansede, dansede og dansede natten lang og endte med at ligge ude på en græsplane og se op på den stjerneklare nattehimmel, siger Zangenberg og fortæller, at vennerne dagen efter tog hende med hen til det sted, hvor Andreas Bagh i 2020 friede til hende.
Derefter gik turen tilbage til Andreas’ restaurant, Esmee, i København, hvor de venner, som ikke havde mulighed for at komme med til Bornholm, overraskede Julie Zangenberg med en ”polter omgang to” i restaurantens baghave med taler og fest.
– Så en helt perfekt og fantastisk polterabend. Jeg er så taknemmelig, jubler hun.