Zlatko Buric ukendelig i ny film: Hans største rolle siden "Pusher"
Han spillede hårdkogte roller som Milo i ”Pusher”-filmene og Kitjo i ”Bleeder”, og i 00’erne var han endda comic relief som kioskejer med kort lunte i Tuborg-reklamerne.
De seneste år har Zlatko Buric dog ikke haft helt så mange roller på de skandinaviske biograflærreder, og derfor bliver hans kommende rolle i Ruben Östlunds ”Triangle of Sadness” beskrevet som en comeback-rolle.
Den svenske instruktør, der før har givet os filmperler som ”Force Majeure” og ”The Square”, har desuden Woody Harrelson, Vicki Berlin og Charlbi Dean i de centrale roller.
Dramaet er ifølge Soundvenue delt op i flere dele, hvoraf den første følger modelparret Yaya og Carl, og den anden del omhandler et luksuscruise ombord på en overdådig yacht. Her er Zlatko Burics karakter blandt gæsterne.
Spiller russisk oligark
En russisk oligark, som vi takket være nye billeder af optagelserne af ”Triangle of Sadness” får et smugkig på.
Her ses Buric under instruktion af den svenske instruktør, mens han har et væsentligt mere behåret look, end hvad vi plejer at se ham med.
Det var da også nogle utroligt krævende takes, som Zlatko skulle igennem undervejs. For eksempel fortæller han til filmmediet, at han og medspilleren Henrik Dorsin på et tidspunkt skulle være et ”æsel”, bestående af et æselskind med sten inden i, og som var virkelig tungt.
Zlatko sætter eksempelvis disse ord på Östlunds særlige tendens til at tage scenerne om i én lang uendelighed:
– Som skuespiller er det jo altid luksus, synes jeg, hvis man får lov at lave mange takes. Men Ruben er virkelig ekstrem i det. Det var ikke usædvanligt med 35 takes, men han fortalte det allerede, før jeg fik rollen, at jeg skulle acceptere, at det var tilgangen. Men det er interessant, for det er ikke repetition – Ruben arbejder med en mærkelig blanding af, at skuespillerne er frie til at improvisere, mens kompositionen er meget stram. Du er fri til at improvisere over teksten, men du skal samtidig være meget præcis, fortæller han.
Se det første klip fra "Traingle of Sadness" her: