Kongelige24. januar 2024

100-års fødselaren Martha fik kong Frederiks første lykønskning: – Det var prikken over i´et

Martha Kirstine Stieper fyldte 100 år den 23. januar. Dagen blev fejret med kransekage, chokolade og vin – og nå ja, så et fornemt brev fra kong Frederik X
Martha Kirstine Stieper havde verdens bedste fødselsdag. 100-års fødselsdagen blev fejret med familien og med hele plejehjemmet, som også så spændt med, da hun modtog et kongeligt brev fra kong Frederik X.
Martha Kirstine Stieper havde verdens bedste fødselsdag. 100-års fødselsdagen blev fejret med familien og med hele plejehjemmet, som også så spændt med, da hun modtog et kongeligt brev fra kong Frederik X.
 Foto: Privat

LÆS OGSÅ: Traditionen videreføres: Frederik har underskrevet sin første lykønskning som konge

Der er gode fødselsdage, og så er der de ekstra gode fødselsdage, som man bare aldrig kommer til at glemme.

Den 23. januar 2024 blev en fødselsdag, som Martha Kirstine Stieper aldrig vil glemme.

Hun fyldte 100 år, og kunne fejre dagen med at få en personlig lykønskning fra kong Frederik X.

Altså en lykønskning, som er den første af slagsen fra Hans Majestæt Kongen.

Underskrevet "Frederik Rex". Det er ikke hver dag, at sådan et brev tikker ind.
Underskrevet "Frederik Rex". Det er ikke hver dag, at sådan et brev tikker ind.
 Foto: Privat

– Det var så spændende og så dejligt hele dagen. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg skal være så kongelig. Bare fordi jeg får en lille underskrift, men ved du hvad, det er helt fantastisk.

– Det var en dejlig dag, og så er det selvfølgelig prikken over i´et med det brev. Jeg kan ikke sige andet end, at jeg havde en perfekt dag, siger Martha til SE og HØR.

Martha Kirstine Stieper har levet under fire regenter, og har fulgt kongefamilien gennem tronskifter, forlovelser og bryllupper.

Derfor kunne det heller ikke være bedre, at kong Frederik X lykønskede Martha.

Smilet var ekstra stort hos Martha Kirstine Stieper den 23. januar, hvor den kongelige lykønskning var prikken over i´et på en fantastisk fødselsdag.
Smilet var ekstra stort hos Martha Kirstine Stieper den 23. januar, hvor den kongelige lykønskning var prikken over i´et på en fantastisk fødselsdag.
 Foto: Privat

Faren har også fået en kongelig lykønskning

Forholdet til kongehuset blev forstærket, da Marthas far i hendes barndom kom hjem og fortalte sine børn, at han havde holdt kongens hest.

Kong Christian 10. kom ridende gennem København, da Marthas far en dag tilfældigvis kom forbi.

Hesten var urolig, og her gik faren hen og holdt kong Christian 10. hest. Noget som kongen takkede for, og som Marthas far gik hjem og delte med sine børn.

Sidenhen har hun set da Frederik 9. og dronning Ingrid kom hjem fra Sverige, efter de var blevet gift, og så så hun også, da dronning Margrethe blev udråbt som dronning.

Faktisk har Marthas far modtaget samme kongelige lykønskning, da han blev 100 år.

Dengang var afsenderen på brevet dronning Margrethe.

Det er sjældent, at fem generationer af kvindfolk når at blive fotograferet på samme billede.
Det er sjældent, at fem generationer af kvindfolk når at blive fotograferet på samme billede.
 Foto: Privat

Der var da også kun ni dage fra, at hun ville have modtaget brevet fra dronning Margrethe og ikke kong Frederik.

Men om afsenderen var Margrethe eller Frederik, er ikke noget, som Martha har gjort sig mange tanker om. I stedet er hun bare stolt af, at hun har fået kong Frederiks første lykønskning.

– Det er jo fantastisk, at jeg er den første. Jeg havde slet ikke tænkt på, at jeg skulle blive så berømt, men så kan jeg prale lidt med det.

Opskriften er gymnastik, god energi og et godt plejehjem

Martha Kirstine Stieper kan huske mere eller mindre alt. Alderen har ikke sat sine spor på hukommelsen, men til gengæld er synet hæmmet.

Hun er næsten helt blind, og derfor blev brevet også læst op af familien.

Men til trods for en alder på 100 år og en hverdag på plejehjem, så kunne hverdagen ikke være bedre.

Og det skyldes særligt plejehjemmets personale, som også var med til at fejre Martha på fødselsdagen.

– Vi har det dejligste lille plejehjem, og de damer, vi har, er de sødeste damer, der findes. De trænger til at få ros, og det skal de have hver dag. Det er nogle dejlige damer, vi har.

Klokken 10 til 12 var der åbent hus på plejehjemmet med Marthas yndlingspersonale, hvor der blev serveret kransekrage, chokolade, chips, rosé, hvid- og rødvin og Jägermeister.
Klokken 10 til 12 var der åbent hus på plejehjemmet med Marthas yndlingspersonale, hvor der blev serveret kransekrage, chokolade, chips, rosé, hvid- og rødvin og Jägermeister.
 Foto: Privat

– Der er mange, som siger, at det ikke er sjovt at være på plejehjem, men jeg synes, at der er dejligt at være her. Og med sådan nogle søde piger, så kan man ikke andet end at have det godt.

Med en far, som også nåede at fylde 100 år og med fire tipoldebørn vil nogle måske tænke, hvad opskriften i Marthas familie er på at holde sig så godt ved lige.

– Hvordan er det at blive 100 år? Det bliver man af at være i gang altid, og man skal ikke være bange for at bestille noget. Der er ingen, der er døde af at bestille noget. Så dyrker man også gymnastik hver dag. Der er gang i den.

Gang i den var der også den 23. januar på plejehjemmet og sidenhen i Blokhus med familien. Fra 06:30 og til klokken 18:00.

Derefter var det hjem og sidde stille og roligt i stolen, hvor hun kunne nærstudere det kongelige brev, som altid vil have en helt historisk betydning.

Sponsoreret indhold