Ærlig prinsesse Benedikte: Sådan er det at være to'er
LÆS OGSÅ: Prins Joachim og prinsesse Benedikte brugte færre penge: Dydsmønstrene
Kongehuse har en kedelig tendens til at lide af "the heir and the spare"-syndromet.
Gode eksempler på dette er Storbritanniens prins Harry og Danmarks egen prins Joachim, der begge har haft svært ved at finde fodfæste som nummer to i tronfølgen.
Men spørger man en yderst rutineret to'er, så behøver det ikke at være så ringe endda.
For i et nyt interview i denne uges BILLED-BLADET fortæller prinsesse Benedikte åbenhjertigt om at være den evige to'er efter dronning Margrethe.
– Jeg vil sige det på denne måde... Jeg har lært, at der er mange ting, nummer to kan gøre, som nummer et ikke kan gøre. Men det er kommet senere i livet, fortæller hun til det royale ugeblad.
– Mine forældre gjorde virkelig et yderst ihærdigt forsøg på at gøre os alle tre glade og ikke gøre forskel. Og årene har også lært mig, at det ikke er så tosset at være nummer to, for man kan som sagt gøre en hel masse ting, som nummer et ikke kan gøre. Og på den måde kan man hjælpe nummer et, tilføjer hun.
Der er fire år mellem dronning Margrethe og prinsesse Benedikte. Derudover har de også lillesøster dronning Anne-Marie, der er to år yngre end Benedikte.