Ærlig prinsesse Sofia om "Paradise Hotel"-fortid: Måtte søge professionel hjælp
Vi er vant til at se prinsesse Sofia i flotte kjoler og glimtende diademer.
Men da svenskerne tilbage i 2010 blev bekendte med, at Sofia Hellqvist, som hun hed dengang, datede prins Carl Philip, jublede de ikke ligefrem af begejstring.
Den mørkhårede skønhed havde nemlig været med i den svenske udgave af "Paradise Hotel" i 2005, og mange havde svært ved at kapere, at en realitystjerne potentielt kunne kalde sig prinsesse.
Artiklen fortsætter under billedet
Sådan så Sofia Hellqvist ud tilbage i 2010. Foto: Olle Sporrong/TT/Ritzau Scanpix
På promoveringsbillederne fra realityshowet poserede Hellqvist blandt andet topløs, og på andre billeder holdt hun en slange foran sin veldrejede krop.
I en ny dokumentar, der hedder "Prinsesse Sofia – Project Playground", som i går aftes blev sendt på svensk TV4, taler prinsesse Sofia og prins Carl Philip nu ud om det had, hun mødte, da det blev offentligt kendt, at de dannede par.
- Det sværeste har nok været at leve op til alle forventningerne. Jeg oplevede, at folk vurderede mig meget og meget hårdt som udefrakommende. Det føltes som om, at man ville se på sagerne negativt. Og det føltes som, at hvor meget jeg end kæmpede, så var det ikke tilstrækkeligt, siger prinsesse Sofia i dokumentaren ifølge Svensk Dam.
Artiklen fortsætter under billedet
Prinsesse Sofia og prins Carl Philip blev gift i 2015. Sammen har de sønnerne Alexander på fire og Gabriel på tre. Foto: MEGA
- Jeg blev meget påvirket, jeg forstod ikke, at folk kunne rumme så meget had. Men jeg forstod, at folk selvfølgelig havde en mening om, at jeg havde været med i "Paradise Hotel". Der var vældig mange spekulationer omkring, hvem jeg var og og mine ambitioner og mine hensigter, og det var virkelig hårdt, genkalder hun.
I dokumentaren bliver hun spurgt ind til, om hun fik hjælp til at komme gennem den hårde tid.
- Ja, først og fremmest af min familie, og selvfølgelig af Carl Philip, for havde vi ikke talt om det, var det slet ikke gået. Vi er dygtige til at kommunikere med hinanden, forklarer hun.
- Jeg talte også med nogen, en professionel, for at sortere ud i tankerne og rette tankerne mod det, som betød noget. For ellers er man god til at rette kritikken mod sig selv og blive selvdestruktiv, lyder det fra prinsessen.
Artiklen fortsætter under billedet
Prins Carl Philip løftede sejrrigt sin hånd i vejret, da han tilbage i 2015 fik sin Sofia. Foto: MEGA
Også prins Carl Philip kommer med sit besyv om, hvordan Sofia blev modtaget i den brede befolkning:
- Det var så uretfærdigt. At stå ved siden af og ikke kunne gøre noget... Man kunne selvfølgelig støtte, men man blev ganske nedslået.
Prinsen bliver efterfølgende spurgt ind til, om det ikke var forventeligt, at der ville komme sådan en reaktion, og her svarer han:
- Jamen, det troede jeg nok. Men ikke på det niveau, jeg troede, der var større forståelse og accept.
Prinsen siger, at situationen i dag er ganske anderledes for hans hustru:
- Jo, det er forandret! Og det er dejligt, svarer han med et grin.