Afslører pinlig hemmelighed: Blev sat på plads af prins Joachim
– Hvor meget betyder skoleskibet for dig?
– Den tager vi lige om igen.
Sådan lød svaret fra prins Joachim til en journalist tilbage i 2010.
Samme spørgsmål og samme svar forekom hele to gange, før prinsen måtte korrigere “man siger ikke dig”.
Klippet gik i den grad viralt, og i de seneste næsten 13 år har det ikke været kendt, hvem der kom til at sige “dig” til prins Joachim.
Lige indtil nu!
For i mandagens udgave af “Aftenshowet” på DR, blev det afsløret, at manden bag “dig”-tiltalen var ingen ringere end DRs klimakorrespondent Thøger Kirk.
I programmet kommer det nemlig til at omhandle debatten om, at prins Joachim får sin apanage med til USA.
Her proklamerer aftenens ene vært Nola Grace Gaardmand, at vi skal have breaking news, mens hun vender sig om mod Thøger Kirk.
– Jeg har i den grad mødt prins Joachim. Som meget ung praktikant på TV 2 Nyhederne, og jeg kom til at sige du til ham. Der kørte et stort klip, hvor jeg siger du til ham på skoleskibet Danmark, fortæller han i “Aftenshowet”.
Den information har ikke været fremme i offentligheden før nu, og det var helt bevidst.
– Det er noget, jeg virkelig har holdt hemmeligt i mange år. Men det var altså mig, siger Thøger Kirk og fortsætter.
– Jeg fanger det ikke. Det er næsten det mest pinlige. Det er på ret stor afstand, og jeg råber det nærmest til ham. Det er et meget pinligt klip, og det gik nærmest jorden rundt. Heldigvis kan man ikke se mig.
På YouTube er klippet blevet set næsten 180.000 gange, og der var tilbage i 2010 i den grad delte meninger om, hvem der jokkede mest i spinaten.
Det virker Thøger også selv til at være lidt i tvivl om.
Men han har dog stadig på ingen måder flaget med, at det var ham, der stillede spørgsmålet.
Nu står han ved det og kommer med en undskyldning
– Jeg har siddet til middagsselskaber, hvor folk har sagt “er det ikke frygteligt”, og jeg har bare siddet stille og holdt min mund. Men det var mig, der stillede ham du-spørgsmålet, og det skal han selvfølgelig have en undskyldning for. Jeg synes ikke, det var hans fineste øjeblik. Men det var heller ikke mit fineste øjeblik.