Aldrig set før: Lykkelig sammenbragt familie
Der bliver sunget dansk fødselsdagssang i det sydfranske på dagen i dag, og nu deler kongehuset et idyllisk billede af hele familie samlet.
”Fra morgenstunden er dagens fødselar blevet fejret på Château de Cayx i Frankrig,” skriver kongehuset på deres officielle profil efterfulgt af en rød ballon-emoji og en fødselsdagskage-emoji.
Hvis man ikke lige ved bedre, så ligner den yndige kongefamilie næsten en helt almindelig sammenbragt familie.
Yderst til venstre i billedet står prins Joachim med sin hustru gennem 12 år, prinsesse Marie. Mellem dem er børnene Felix, Nikolaj, Henrik og Athena.
Og så er drengenes mor, grevinde Alexandra, inviteret med ned til vinslottet i Cayx for at fejre sin i dag 18-årige søn.
SE og HØR kunne i dag afsløre, at Felix havde ønsket familien samlet på sin store dag - inklusiv både bonusmor og mor.
Joachim og Marie holder i øjeblikket lang sommerferie på dronningens franske slot, der ligger mellem Cahors og den lille by, Luzech.
Og her har de altså nu fået selskab af Alex, som er blevet fløjet ned til festlighederne under den franske sol.