Alle taler om handsken
Dronningen modtog i går Nordens Sprogpris ved et højtideligt arrangement i Norge.
Det skulle have handlet om dronningens interesse for de nordiske sprog, men en mørk skindhandske på dronningens venstrehånd løb med opmærksomheden.
Danmarks 82-årige regent havde handsken på sin venstre hånd, da hun ankom til arrangementet i Oslo, da hun indendørs takkede for prisen og da hun sammen med dronning Sonja afslørede et maleri.
Da Margrethe II forlod prisoverrækkelsen og kom udenfor, tog hun handsken af men holdt håndryggen skjult.
Ved ankomsten til festmiddagen om aftenen skjulte dronningen sin venstre hånd i et tørklæde.
SE og HØR har bedt kongehusets kommunikationsafdeling forklare, hvorfor dronningen bærer handske indendørs. Det er man ikke i stand til.
Det udeblevne svar afføder naturlig bekymring samt en masse spørgsmål:
Har dronningen en hudsygdom?
Hvor farlig er den i givet fald?
Fryser hun?
Skyldes det dårligt blodomløb?
Er det leverpletter, dronningen forsøger at skjule?
Er det bare et mediestunt? Popstjernen Michael Jackson var i mange sammenhænge kendt for kun at bære én handske.
Skuespilleren Morgan Freeman ses ofte med kun en handske. I hans tilfælde er der tale om en kompressionshandske. Den benytter Hollywood-stjernen, fordi han som følge af en trafikulykke lider af den smertefulde sygdom fibromyalgi. Handsken på hans venstre hånd styrker blodomløbet.
Var det en kompressionshandske, dronningen havde på?
Eller skyldes det noget så simpelt, som at majestæten ønsker at skjule hævelser? Dronningens britiske kollega kong Charles III døjer som bekendt med opsvulmede hænder.
Op til prisoverrækkelsen i Oslo blev dronningen ramt af corona. Kan der være en sammenhæng der? Kan der være skæmmende blødninger i huden efter et drop i hånden?
Spørgsmålene står i kø. Men selv kongehusets kommunikationsafdeling ved ikke, hvad der ligger bag dronningens mystiske handske.