Antyder dronning Elizabeth noget vildt i sin meddelelse om Harry og Meghans exit?
I går udsendte dronning Elizabeth en pressemeddelse om Harry og Meghans fremtid. Det skete, efter den britiske kongefamilie havde holdt krisemøde på Sandringham-godset tidligere på dagen.
- I dag har min familie haft meget konstruktive diskussioner om fremtiden for mit barnebarn og hans familie, lød det indledende fra den 93-årige regent i pressemeddelelsen.
Selvom den officielle udtalelse fra dronningen kun var seks sætninger lang, så er de ord der er brugt - og de ord, der er udeladt - selvfølgelig blevet fortolket og gennemanalyseret.
Og medierne og royale eksperter har især hæftet sig ved, at dronningen omtaler Meghan og Harry med deres fornavne og ikke benytter sig af deres titler som hertug og hertuginde af Sussex.
Spørger man Daily Mails royale reporter Rebecca English, så kan udeladelsen af parrets titler pege i to retninger:
- Hendes Majestæts reference til "Harry og Meghan", frem for "hertugen og hertuginden af Sussex", som det er protokol for officielle udtalelser fra Buckingham Palace, kunne indikere, at parret bliver gjort klar til at få frataget deres royale titler, lyder analysen i Daily Mail.
Dog påpeger den royale ekspert også, at der kan være en anden grund til, at dronningen omtaler dem ved fornavn:
- Dronningen vil lade verden vide, at hun ikke blot er chef i "Firmaet", men også en bedstemor.
Da lille Archie kom til verden, blev dette idylliske billede af prins Philip, prins Harry, Meghans mor Doria Ragland og hertuginde Meghan udsendt. Foto: MEGA