Kongelige11. maj 2020

Belgiske prins Laurent afslører: Har haft corona i familien

Belgien er hårdt ramt af coronavirus - og det belgiske kongehus slipper heller ikke
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/shutterstock_editorial_595298ac.jpg
 Foto: MEGA

Belgien er et af de europæiske lande, der er hårdest ramt af coronavirus. Sammen med Storbritannien, Italien, Spanien og Frankrig ligger Belgien i top fem over flest corona-relaterede dødsfald i Europa.

Og end ikke det belgiske kongehus slipper for at blive ramt af den frygtede virus: Prins Laurent, der er lillebror til kong Philippe af Belgien, har afsløret, at de har haft coronavirus helt tæt inde på livet.

- Vi ved ikke, hvordan det gik til, men vi fik smitten hjem, afslører den 56-årige prins over for belgiske Le Soir Mag.

Prinsen sætter ikke navn på, hvem den smittede er. Han er gift med britiske Claire, og sammen har de tre børn: Prinsesse Louise på 16 og tvillingerne prins Nicolas og prins Aymeric på 14.

Prins Laurent fortæller selv, at han er i risikogruppen: Tilbage i 2014 lå han i respirator på en intensivafdeling på et hospital i Bruxelles, da han blev ramt af en alvorlig lungebetændelse.

Prins Laurent afslører, at det coronaramte familiemedlem dog ikke krævede en hospitalsindlæggelse, men familiemedlemmet isolerede sig selv fra de andre, og hele familien skulle i karantæne:

- Vi har knap været uden for en dør i flere uger nu. Når vi går ud for at handle eller røre os, anvender vi altid ansigtsmaske og handsker, fortæller prinsen, der tilføjer:

- Jeg ville ønske, at alle forstod, hvor farlig denne virus er, og hvor hårdt den kan ramme.

Sponsoreret indhold