Kongelige2. marts 2020

Chok-afsløring: Harry og Meghans sikkerhedsvagter bor i Airbnb til 9.500 kr. om ugen

Indtil videre har det været de canadiske skatteydere, der har betalt for Harry og Meghans sikkerhedsforanstaltninger
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2020-02-20_kl._09.23.18.png
 Foto: MEGA

Det er ikke billigt at være Harry og Meghan - heller ikke når det kommer til sikkerheden omkring parret.

Britiske Mirror afslører, at de sikkerhedvagter, der har passet på parret ved deres palæ på Vancouver Island, har været indlogeret i et Airbnb-hus i nærheden. Prisen? Svimlende 9.500 kr. om ugen.

Det er en regning, der indtil videre er blevet betalt af de canadiske skatteydere, men i sidste uge meldte Canadas ministerium for offentlig sikkerhed ud, at man fra den 31. marts - hvor parret officielt træder tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus - ikke længere vil betale for parrets sikkerhed.

Artiklen fortsætter under billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/20200122-113956-l_68mb.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Harry og Meghan bor i dette otte-værelses palæ ved vandkanten på Vancouver Island. Foto: Ritzau Scanpix

Det er en af naboerne, der har afsløret over for Mirror, at Harry og Meghans vagter har boet i Airbnb-huset.

- Der plejede at bo et sikkerhedshold her, fortæller en nabo til Mirror.

Vagterne bor der dog ikke længere, efter Harry og Meghan er taget tilbage til Storbritannien for at udføre deres sidste officielle opgaver, inden de officielt træder tilbage.

Mirror anslår, at sikkerhedsforanstaltninger omkring parret kommer til at koste 174 mio. kr. om året - en regning, som Canada altså ikke vil betale.

Det betyder, at parret nu enten selv skal sørge for at betale for den sikkerhed, de mener, er nødvendig, eller også er det op til det britiske kongehus at punge ud.

På parrets Sussex Royal-hjemmeside lægges der ikke skjul på, at Meghan og Harry mener, at de har et stort behov for den helt optimale sikkerhed grundet deres status:

- Det er aftalt, at hertugen og hertuginden af Sussex fortsat vil have behov for effektiv sikkerhed for at beskytte dem selv og deres søn. Det er baseret på hertugens offentlige status ved at være født ind i den royale familie, hans tjeneste i militæret, hertugindens egen, selvstændige profil og det delte trussel- og risikoniveau, der specifikt er blevet dokumenteret i løbet af de sidste år.

Sponsoreret indhold