Dejligt nyt fra kongehuset: Prinsesse Isabella har fået kørekort
Prinsesse Isabella er ganske godt kørende i det nye år – sådan bogstavelig talt.
Den unge prinsesse har nemlig fået kørekort, skriver HER&NU.
Prinsesse Isabella fylder først 18 år den 21. april, men i dag er det som bekendt mulig at tage kørekort, inden man bliver myndig.
Det er dog et krav, at prinsesse Isabella overholder en række regler den kommende tid, når hun kører rundt.
Hendes mor og far - kong Frederik og dronning Mary - skal f.eks. give samtykke til, at hun får kørekort før tid. Og desuden skal hun altid have en voksen (på mindst 30 år) med sig i bilen, når hun sidder bag rattet.
Vedkommende skal desuden have haft kørekort i mindst ti år. Det betyder altså, at prinsesse Isabella kan agere chauffør for mor og far, men at hun indtil videre ikke kan tage en tur med bare kronprins Christian på passagersædet.
Det er desuden også et krav, at prinsesse Isabella kun tøffer rundt herhjemme. Skulle hun med andre ord have lyst til at køre rundt under en ferie sydpå, må hun vente – lidt endnu.
Som sagt fylder hun 18 år til april, hvor hun så for alvor er køreklar.