Det fulde program til Royal Run er offentliggjort
Danmark får endnu en gang royal løbefeber, når Royal Run næste år bliver afholdt for femte gang.
Nu er alle værtsbyerne offentliggjort.
I 2024 går turen forbi Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg.
Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
- Vi er meget glade for nu at kunne afsløre de fem udvalgte værtsbyer for Royal Run 2024. Disse byer er nøje udvalgt for at give deltagerne en uforglemmelig oplevelse 2. pinsedag, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og med i Royal Runs styregruppe.
Royal Run blev afholdt for første gang i 2018 i forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag og har lige siden lokket flere tusinde danskere til at trække i løbetøjet.
I år slog motionsløbet deltagerrekord med 93.679 tilmeldte.
Tilmelding til næste års Royal Run åbner i november i år.