Jagtet i døden: Dianas tragiske sidste timer
Slutningen begynder på vandet. Nærmere bestemt i Middelhavet på den luksuøse yacht Jonikal.
Her forsøger prinsesse Diana og Dodi Fayed at nyde de sidste dage af deres ferie til Sardinien.
Men ferien er ikke gået, som det forelskede par havde håbet. Paparazzi-fotografer har fulgt dem i hælene alle dage, og i dag er ingen undtagelse.
De har haft et ubehageligt møde med nogle fotografer, mens de svømmede. De har følt sig forfulgt – og det har været for meget.
Artiklen fortsætter under billedet...
Diana fog Dodi sammen med lille prins William. Foto: MEGA
Prinsesse Diana er ellers vant til rampelyset.
Siden hun blev forlovet, gift, separeret og efterfølgende skilt fra Englands prins Charles er hun blevet den mest fotograferede kvinde i verden – hun har altid fotografer i hælene lige meget, hvor hun går.
Rampelyset har dog ikke været ren elendighed for prinsessen. Hun har også brugt den store opmærksomhed til at sætte fokus på nogle af sine mærkesager.
Fotograferne var således med, da Diana i oktober 1989 gav en AIDS-ramt patient et håndtryk uden af bruge handsker. Noget, der var utænkeligt på det tidspunkt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Diana giver et historisk håndtryk til en patient med AIDS. Her i 1991. Foto: MEGA
Fotograferne var også med, da Diana i 1997 gik gennem et minefælt i Angola for at sætte fokus på arbejdet med at rydde miner.
Men privat har den store mediebevågenhed med tiden taget hårdt på den 34-årige medie-darling. Og i disse dage, hvor hun forsøger at nyde tid med Dodi, er det hele bare blevet for meget.
Parret beslutter derfor, at de vil droppe yacht-eventyret og i stedet sætte kursen mod Paris, hvor de forhåbentlig kan finde et åndehul fra de aggressive fotografer.
De sætter sig ind i et fly fra Olba-lufthavnen i Frankrig og lander i den franske hovedstad klokken tyve minutter over tre om eftermiddagen.
De kan lige nå én aften sammen i Paris, for i morgen drager Diana igen mod England for at tilbringe tid med sine to sønner, William på 15 og Harry på 12 år.
Planen er, at parret vil køre forbi Villa Windsor, et palæ ejet af den egyptiske millionær Mohamed Al Fayed.
Men de er ikke alene.
Fotograferne i Paris har allerede fået nys om det celebre besøg, og i lufthavnen bliver parrets Mercedes forfulgt af paparazzifotografer hele vejen til Windor-paladset, der ligger vest for Paris i Bois de Boulogne.
Parret søger tilflugt i det smukke palæ, og Dodi giver Diana en rundtur – både i det ekstravagante palæ og den smukke have, der omkranser den.
Kort tid efter begiver de sig mod Ritz Hotel – og kort efter midnat, 31. august 1997, indtræffer tragedien.
Den sidste aften
Da Diana og Dodis bil triller op foran Ritz Hotel omkring klokken halv fem om eftermiddagen, står der allerede 10-20 pressefotografer ude foran. Klar til at tage billeder af det nye, hotte par.
Den sorte Mercedes opgiver at sætte parret af ved hovedindgangen og forsøger i stedet at nå om til den mere hemmelige bagindgang ved Rue Cambon. Det lykkes, uden at alt for mange nysgerrige fotografer får held til at knipse billeder af parret – og Dodi og Diana forsvinder forholdsvis ubemærket ind på det fashionable hotel.
Med sig har parret Trevor Rees-Jones, der har været Dianas faste livvagt de sidste otte uger. Hans rolle i dødsulykken bliver efterfølgende genstand for voldsom debat.
Noget andet, der sker under parrets få timer på Ritz Hotel, bliver også genstand for en del opmærksomhed – og ikke mindst mystik.
Omkring klokken 17.42 forlader Dodi og livvagten Trevor Rees-Jones hotellet og kører til juveleren Repossi. Ni minutter senere vender de tilbage til hotellet med to ringe.
En af ringene viser sig at være en specialfremstillet, stjerneformet ring med fem diamanter til en værdi af svimlende £130.000, lige over én million danske kroner.
Flere påstår efterfølgende, at det er en forlovelsesring, og at Dodis plan var at fri til Diana.
Sådan lyder det hvert fald fra juveleren, der solgte den dyre ring. Andre tæt på parret mener i stedet, at der blot er tale om en ”kærlighedsring”.
Under alle omstændigheder er parret blevet glade for hinanden, og de håber, at deres sidste aften sammen i Paris kan blive både hyggelig og romantisk. Om aftenen, omkring klokken syv, forlader parret hotellet – med fotografer lige i hælene.
Artiklen fortsætter under billedet...
Diana og Dodi fotograferet i Ritz Hotel den skæbnesvangre aften. Foto: MEGA
Parret kører mod Dodis lejlighed, hvor de planlægger at blive nogle timer før deres planlagte 21:30-middag på Michelin-restauranten Chez Benoit på Rue Saint-Martin.
Men de når aldrig frem til den franske stjernerestaurant.
På vejen mod restauranten føler Dodi og Diana sig nemlig så jagtet af omkring 10 nysgerrige fotografer på motorcykler, at de dropper middagsplanerne og søger tilflugt på Ritz Hotel.
Ikke engang her kan de dog føle sig i fred.
Parret forsøger at nyde deres middag på fiskerestauranten L’Esparon, men på grund af al opmærksomheden – både fra gæsterne og de ventende fotografer ude foran – forskanser de sig inde på deres værelse, Imperial Suiten.
Den sidste køretur
Deres plan er stadig at forlade suiten – og ikke mindst hotellet – i løbet af aftenen. Planen er nu, at de vil tage tilbage til Dodis lejlighed og tilbringe natten sammen dér.
Hvordan de skal nå frem til lejligheden uden at blive opdaget, er dog ikke ligetil. De ventende paparazzi-folk kender allerede nummerpladen og udseendet på den sorte Mercedes og Range Rover, som parret og deres livvagter har brugt i løbet af dagen.
Deres nye plan er derfor at bruge en ny bil for at ”snyde” fotograferne. Diana og Dodi håber, at fotograferne forbliver ved Ritz Hotels hovedindgang, når de to ”gamle” biler bliver kørt i stilling foran hovedindgangen. I virkeligheden befinder parret sig nemlig ved den mere hemmelige bagindgang i en ny bil – også en sort Mercedes S280.
Planen lykkes dog ikke.
Artiklen fortsætter under billedet...
Diana og Dodi på vej ud på den sidste, skæbnesvangre køretur. Foto: MEGA
Nogle fotografer følger dog efter, da den sorte Range Rover ruller afsted i høj fart.
Men da den nye Mercedes – med Diana og Dodi gemt på bagsædet – kører afsted fra bagindgangen på Rue Cambon, bliver den hurtig spottet.
Og kort tid efter har Diana og Dodi flere motorcykler lige i hælene – helt op mod 10-15 stykker.
Diana sidder på bagsædet, i højre side som ofte er tilfældet med ”VIP’s” Ved siden af hende sidder Dodi og på forsædet sidder livvagten Trevor Rees-Jones, der som den eneste har sikkerhedsselen spændt.
Chaufføren Henri Paul kører stærkt gennem Paris’ gader. Meget stærkt.
Efterfølgende forsøger efterforskerne at finde ud af, hvor den 41-årige chauffør har tilbragt aftenen inden den fatale køretur. Nogle påstår, at han har siddet derhjemme. Andre siger, at han har været på forskellige barer rundt om i Paris’ gader.
At han har drukket alkohol er dog ikke til diskussion. Man måler efterfølgende en alkoholprocent på langt over det tilladte. Der er ingen tvivl om, at Henri Paul ikke er i stand til at køre.
Alligevel er det ham, der nu sidder bag rattet i den store Mercedes og forsøger at ryste paparazzi-fotograferne af sig ved at køre hasarderet gennem byen. Hastigheden når flere gange et godt stykke over 100 kilometer i timen.
Det hele stopper brat klokken 00.23.
Henri Paul mister kontrollen over den sorte bil, lige som de er på vej ind i Pont de l’Alma-tunnelen.
Bilen svinger skarpt til venstre og brager ind i en betonpille med en hastighed på omkring 105 kilometer i timen.
Henri Paul dør på stedet. Det samme gør Dodi, 41.
Men Diana er stadig i live, dog svært kvæstet.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det tog angiveligt redningsmandskabet en time at få Diana ud af bilvraget. Foto: MEGA
Også Trevor Rees-Jones er på mirakuløs vis stadig i live efter det voldsomme sammenstød. De ligger nu begge fastklemte i bilen, mens det langsomt stimler til med mennesker.
Nogle af de første på stedet er de 10-15 paparazzi-fotografer, der har brugt aftenen i hælene på Diana og Dodi. Det samme er to amerikanske turister, Jack og Robin Firestone, og med deres 12-årige søn.
De beskriver efterfølgende, hvordan fotograferne sværmer om bilvraget og den døende Diana, og at fotograferne på intet tidspunkt forsøger at redde personerne i bilen. Flere beskriver efterfølgende, at fotograferne er så aggressive, at frivillige og redningsmandskabet ikke kan komme til at hjælpe de sårede.
Andre siger det modsatte.
En læge, der tilfældigvis befinder sig på stedet kort efter ulykken, fortæller, at han forsøgte at hjælpe en hårdt såret kvinde, og at fotograferne holdt god og sikker afstand.
Først bagefter opdager dr. Maillez, at han har forsøgt at redde selveste prinsesse Diana.
Men Dianas liv står ikke til at redde.
Lægerne på Pitie Salpetriere-hospitalet kæmper bravt, men tre timer efter ulykken, klokken fire om natten, bliver Folkets Prinsesse erklæret død.
Diana blev blot 36 år gammel.
(Foto: MEGA)
Efterskrift og Trevor Rees-Jones
Prinsesse Diana blev begravet 6. september 1997 i Westminster Abbey i London. Man formoder, at omkring to milliarder seere fulgte Diana på hendes sidste rejse.
Flere har i årenes løb forsøgte at placere det endegyldige ansvar for ulykken og prinsessens død. Flere er i dag overbeviste om, at det ene og alene var paparazziernes skyld.
Andre mener, at ulykken aldrig var sket, hvis en påvirket Henri Paul ikke havde sat sig bag rattet. Og for nogle uger siden udtalte Dianas tidligere livvagt Ken Wharfe, at dødsfaldet ene og alene var forårsaget af Trevor Rees-Jones, der som den eneste person overlevede ulykken.
Artiklen fortsætter under billedet...
Prinsesse Dianas begravelse 6. september 1997. Foto: MEGA
Han var ikke erfaren og dygtig nok til at passe på hende, og han burde have forhindret, at hun overhovedet satte sig i bilen den skæbnesvangre aften, lyder kritikken fra Ken Wharfe.