KongeligeI går

Dronning Letizia ramt i hovedet: Tæt på at blive alvorligt såret

Kongepar blev udsat for en meget voldsom modtagelse, da de søndag besøgte den spanske by Paiporta

Fik mudder i hovedet

LÆS OGSÅ: 28-årige Jose Castillejo dræbt i oversvømmelser i Spanien

Både billeder og video fra den spanske by Paiporta viser nu, hvor voldsom og livsfarlig en oplevelse, det spanske kongepar søndag blev udsat for.

Blandt andet er en sikkerhedsvagt såret efter at være blevet ramt af genstande, som rasende indbyggere kastede med. Også ansigterne på kong Felipe og dronning Letizia viser tydelige tegn på at være blevet ramt, dog uden at de er sårede.

Kong Felipe VI og dronning Letizia blev ramt i ansigtet og på tøjet af mudder, mens de forsøgte at tale med vrede lokale, der blandt andet råbte "mordere" til de repræsentanter, der ledsagede kongeparret.

Det så ud til, at vreden primært var rettet mod premierminister Pedro Sánchez og den regionale leder i Valencia, Carlos Mazón.

- Træd tilbage, Mazón, råbte nogle ifølge AFP.

Konsekvensen blev efterfølgende, at de kongelige afbrød besøget i byen, som er blevet ramt af dødelige oversvømmelser.

Dødstallet er søndag nået op på 217 - næsten alle i Valencia-regionen. 60 af dem er registreret i Paiporta, der ligger i regionen, skriver Reuters.

Flere i Spanien har udtrykt kritik af myndighederne. Særligt er kritikken gået på, at folk ikke blev advaret i tide.

Dertil mener flere ramte indbyggere, at responsen på katastrofen er gået for langsomt.

Så hårdt er de ramt

Ifølge Reuters er der tale om Europas værste oversvømmelsesrelaterede katastrofe siden 1967, hvor omkring 500 personer mistede livet i oversvømmelser i Portugal.

Man skal samtidig flere årtier tilbage for at finde et lignende europæisk tilfælde, hvor så mange er døde i oversvømmelser i et enkelt land.

I 1970 i Rumænien blev 209 mennesker dræbt i oversvømmelser.

Lørdag blev der sendt yderligere 10.000 soldater og politifolk til Valencia-regionen.

Det sagde premierministeren i en tale på spansk tv.

- Det er den største operation af de væbnede styrker i Spanien i fredstid.

- Regeringen vil mobilisere alle de nødvendige ressourcer, så længe der er behov for dem, sagde Sánchez ifølge Reuters.

Det er flere dage siden, at et uvejr med kraftig regn ramte det sydlige og østlige Spanien og førte til oversvømmelser.

Siden er dødstallet steget løbende.

Redningsfolk forsøger fortsat at nå frem til områder, som vandet har afskåret fra omverdenen.

Sponsoreret indhold