Dronning Margrethe har sendt Elizabeth personlig kondolence
Dronning Margrethe har sendt en personlig kondolence til britiske dronning Elizabeth, efter at prins Philip er afgået ved døden.
Det deler det danske kongehus i en pressemeddelelse.
- Hendes Majestæt Dronningen har i dag sendt en personlig kondolence til Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II i anledning af Hans Kongelige Højhed Prins Philip, Hertugen af Edinburghs død, skriver kongehuset.
Kongehuset sætter desuden nogle ord på, hvem den 99-årige prins var. Som de skriver, blev han født i 1921 som prins af Grækenland og Danmark, og han var oldebarn af Christian IX.
Samtidigt deler kongehuset et billede af prins Philip, hvor han bærer den danske Elefantorden. Han er portrætteret af australske Ralph Heimans.
Prins Philip, som ville være fyldt 100 år 10. juni, var gift med dronning Elizabeth gennem 73 år.
Han åndede ud fredag morgen i sit hjem på Windsor Castle.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Prins Philip blev 99 år. Her sammen med din hustru, dronning Elizabeth, 94. (Foto: MEGA)
Prinsen var knap lige blevet udskrevet efter et længere forløb i det britiske sundhedssystem. Han blev indlagt i midten af februar og blev udskrevet en måned efter.
Han var indlagt med en infektion og blev behandlet for en allerede eksisterende hjertesygdom.