Dronning Margrethe i højt humør inden indlæggelsen: - Det går så fint
LÆS OGSÅ: Se videoen: Sådan har dronning Margrethe det nu
Da dronning Margrethe for ganske få dage siden, nemlig i mandags, var en tur i Rungsted for at overrække Rungstedlundprisen virkede hun frisk, glad og let til bens.
84-årige Margrethe steg let og elegant ud af bilen, som var parkeret foran Rungstedlund.
Her fra gik dronningen, kun ganske let støttet af sin stok, hen over gårdspladsen og op af den trappe, hvor hun blev modtaget.
Dronningen smilede og havde overskud til at vinke til de borgere, som var mødt op for at hilse på hende.
Da hun af en journalist blev spurgt, om hun har en kommentar til, hvordan hendes liv er nu, svarede hun med et stort smil:
- Det går så fint.
Også onsdag var dronningen på officielle opgaver, da hun gæstede åbningen af konferencen ECTRIMS 2024 i Bella Center i København. En forskningskonference, der er verdens største af slagsen inden for multipel sclerose.
Her var dronning iklædt kække farver og det store smil, da hun fik overrakt blomster forud for åbningen.
Da dronning Margrethe efter konferencen vendte hjem til Fredensborg Slot, har uheldet tilsyneladende været ude.
Ifølge kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, blev dronning onsdag aften indlagt på Rigshospitalet til observation efter et fald på Fredensborg Slot.
- Dronning Margrethe blev i går aftes kørt til Rigshospitalet efter at være faldet på Fredensborg Slot. Dronningen har det efter omstændighederne godt, men er foreløbigt indlagt til observation, lyder det.