Dronning Margrethes sommerferie på Cayx: Intet besøg af familien
LÆS OGSÅ: Kongehus deler stor nyhed om dronning Margrethe
Jo, det er mærkeligt at være her uden min mand.
Sådan sagde dronning Margrethe, da hun for første gang efter prins Henriks død holdt sin sommerferie på vinslottet Cayx i Cahors i 2018.
Og nu må hun erkende, at det ikke kun er hendes elskede afdøde husbond, der kommer til at mangle under det årlige ophold i Sydfrankrig.
Hun kommer nemlig også til at spejde langt efter sine familiemedlemmer, når hun besigtiger de nu udliciterede vinmarker eller nipper lidt kølig hvidvin fra egen produktion på terrassen med den imponerende udsigt.
For ifølge SE og HØR'S oplysninger har ingen af hendes sønner, svigerdøtre eller otte børnebørn planer om at holde hende med selskab.
Dermed skal hun igen-igen være alene på det store slot, som hun købte sammen med prins Henrik tilbage i 1974.
Selvfølgelig vil hun have sin hofdame som selskab, ligesom hun måske får nogle venner på besøg i den store bolig, men dem, der betyder allermest, kommer ikke på besøg.
Familien mangler
23-årige grev Nikolai har ellers tilbragt en stor del af sin sommerferie på vinslottet sammen med venner og familie, men alle er taget af sted, når familiens matriark ankommer.
Så Margrethe får intet familiebesøg, og hun er langt fra den eneste dansker, der kan føle ensomhed med alderen. Ifølge en undersøgelse bliver de danske læger kontaktet op mod 125.000 gange årligt af ældre medborgere, som ikke har nogen at tale med.
Så slemt er det ikke for Margrethe, der har ansatte, men de vigtigste personer i hendes liv er mere og mere fraværende. For det er ikke kun på Cayx, at familien mangler.
Tidligere holdt de kongelige altid ferie sammen på Gråsten Slot, men Margrethe har ikke haft samme held til at samle alle i familien, som dronning Ingrid havde, da hun stadig levede. Dengang var Gråsten fyldt til bristepunktet med den græske familie, familien Berleburg og Margrethes egen store gren af familien. Og her stillede de altid op til fotografering og hyggede sig gevaldigt i hinandens selskab.
Men de senere år er tilslutningen styrtdykket. Grækerne kommer ikke længere, og det samme gælder Margrethes egne sønner og familie, ligesom Benediktes børn heller ikke har udvist nævneværdig interesse i at feriere i Sønderjylland.
Derfor var det i år kun Benedikte, der var med på Gråsten. Året før var også dronning Anne-Marie på besøg, men Margrethes evner til at samle familien er ikke så gode som hendes mors.
Begge sønner har selvfølgelig deres eget liv med deres egne familier, hvor planerne som hos andre familier kan gøre det svært at få enderne til at mødes. Men den kongelige families primære opgave er at være en familie, og derfor er opbruddet mellem de to sønner og det manglende signal om sammenhold et problem for Margrethe.
Vil savne Henrik
Ifølge terapeuten Martin Østergaard er Margrethe dog lidt bedre stillet.
– Det er muligvis luksuriøst, at hun blandt sit personale kan have relationer, som overtager det nære efter familien. Hun kan så være sammen med dem, der er der for hende og ved, hvor hun er henne og kan møde hende i hendes behov. Det kan være luksus, forklarer han.
Alligevel vil fraværet af familiemedlemmer nage hende.
– Selvfølgelig kan man føle sig gammel, når der ikke er så mange omkring hende, siger Østergaard, der mener, at opholdet på Cayx kan give minder om prins Henrik.
– Jeg tror, hun vil savne nogle af de ting, som de kunne dele. Han var god til at åbne hendes øjne for nogle ting, men det kan også være, at det er rart at være tæt på ham. Så man kan dyrke savnet på en god måde, siger terapeuten.
Og måske problemet i relation til den manglende familie ligger hos hende selv. Grev Nikolai har tidligere fortalt, hvordan han og Felix ind i mellem blev inviteret til frokost på slottet, da deres farfar levede - det gør de ikke længe.