Dronning til undsætning: Taler for Mette
Planerne var for længst lagt for en hyggelig julemiddag på Schackenborg, hvor dronning Margrethe ikke har haft sin gang, siden Joachim og Marie flyttede derfra i 2014.
Men mens Mette Frederiksen og sundhedsmyndighederne understregede over for danskerne, at situationen med konstant stigende smittetal omkring jul var meget alvorlig, og at man skulle overveje sine rejseplaner ekstra nøje, tog Margrethe sagen i egen hånd og omdirigerede sin egen jul.
Den 80-årige regent holdt jul med præcis de samme mennesker, som det ellers var planen – men på Marselisborg i Aarhus, hvortil hun i forvejen havde henlagt juleferien.
Artiklen fortsætter under billedet...
Selvsikker, stålsat og med en fast hånd – Margrethe kan lide, hvad hun ser. Foto: Hanne Juul
Og ved at blive på sit eget slot understregede dronningen, at det skulle tages alvorligt, når man blev opfordret til at rejse så lidt som muligt i julen, og samtidig holdt hun sig sammen med sit eget personale.
Støtter i tale
Tidligere på året har dronningen og statsministeren kørt parløb – som i marts, hvor regenten støttede op om regeringslederen ved at gå på tv og holde tale for nationen. En helt exceptionel gestus, når datoen ikke lige er 31. december.
Og lige nu bliver de allersidste finpudsninger af netop nytårstalen 2020 foretaget mellem hoffet og statsministeriet, inden den årlige tale skal holdes for et noget mindre feststemt Danmark end normalt.– Jeg er ret sikker på, at Margrethe kommer til at stryge Mette Frederiksen med hårene i sin nytårstale, siger forfatter og kongehusekspert Søren Jakobsen til SE og HØR.
Svensk kongekritik
Og en sådan støtte fra monarken skal man fra regeringens side tiljuble. Den er nemlig ikke givet på forhånd. Margrethes fætter, den svenske kong Carl Gustav, lagde således ikke fingrene imellem, da han på nationalt tv hinsidan fortalte sin ærlige mening om den mere letsindige tilgang til pandemien i vores broderland.
Artiklen fortsætter under billedet...
Coronasituationen har betydet, at statsminister Mette Frederiksen, 43, har fået et nært forhold til sin chef, dronningen. Foto: Hanne Juul
– Jeg synes, det er gået galt for os. Vi har et stort antal mennesker, der har mistet livet, og det er forfærdeligt. Det er noget, vi alle lider under, sagde Carl Gustaf til svenskerne.
– Man tænker på alle de familiemedlemmer, som har oplevet, at de ikke kunne tage afsked med deres afdøde familiemedlemmer. Jeg tror, det må være en tung og traumatisk oplevelse ikke at kunne tage en varm afsked, lød det fra kongen på SVT.
Svenskekongen kan utvivlsomt nikke med, hvis han sætter sig og ser dronningens tale til nationen den 17. marts.
– Myndighedernes råd er egentlig ret enkle: Vask hænder. Hold afstand. Undgå fysisk kontakt. Bliv hjemme. Det er grundreglerne, og mange følger dem heldigvis; men desværre er det ikke alle, som tager situationen tilstrækkeligt alvorligt. Den er alvorlig, og den gælder os alle sammen, formanede Margrethe, ganske ligesom statsminister Mette Frederiksen forinden havde gjort det.
Snak med “tante dronning”
Margrethes stærke støtte til statsministeren skal muligvis ses i lyset af, at regenten ser en stærk kvinde i den socialdemokratiske leder.
Artiklen fortsætter under billedet...
Et nyt år er på vej, og i år bliver der måske ekstra brug for “Gud bevare Danmark”. Selv om hun har aflyst alle andre nytårsaftaler, har dronning Margrethe tænkt sig at holde sin nytårstale endnu en gang – givet med fuld støtte til Mette Frederiksens linje. Foto: Ritzau Scanpix
– Jeg tror, at Margrethe kan lide den overlegenhed, som Mette Frederiksen udviser. Hun er en stærk kvinde og en helt anden type end sine forgængere som Helle Thorning og Lars Løkke, siger Søren Jakobsen.
Mette og Margrethe har da også haft telefonsamtaler, der har virket mere personlige end nogen sludder, man ellers kunne forestille sig mellem landets to magtfulde kvinder.
– Vores fortrolighed er nået et sted hen, som jeg ikke ved, om vi var nået til, hvis ikke krisen havde ramt vores samfund, har Mette Frederiksen fortalt til TV 2 og refereret til en samtale, hvor den 80-årige farmor til otte bekymrede sig for statsministerens helbred.
– Ja, men nu er det “tante dronning”, der taler, og De skal passe godt på Dem selv, lød det bestemt fra Margrethes ende af telefonlinjen.
Parløbet er tæt – og Mette kan regne med majestæten.