Dronningen af genbrug: Mary styrtdykker på royal modeliste
LÆS OGSÅ: Går fra Mary efter 23 år: Søren Hedegaard stopper som kronprinsessens frisør
Kronprinsesse Mary, der fra den 14. januar kan kalde sig Danmarks dronning, har tidligere erkendt sit overforbrug, når det kommer til tøj og ytret ønske om at skrue ned for forbruget.
Og noget tyder på, at den 51-årige kronprinsesse sætter handling bag sine ord.
Modebloggen UFO No More laver hvert år en opgørelse over, hvor mange nyindkøb Europas prinsesser gør sig, og i 2023 har vores kronprinsesse taget noget af et dyk på listen.
UFO No More har gennemgået 19 royale kvinders nyindkøb for 2023, og her lander Mary på en 16. plads, mens prinsesse Charlene af Monaco, prinsesse Eugenie af York og kronprinsesse Kate topper listen.
Til sammenligning lå Mary i 2022 på en 8. plads, mens hun i 2021 placerede sig på en 4. plads.
Svimlende sum
Modebloggen har optalt, at kronprinsesse Mary i det forgangne år har foretaget 70 nyanskaffelser til sin garderobe til en anslået værdi af 338.000 kr.
Til sammenligning shoppede kronprinsessen ifølge bloggen 129 nye stykker tøj, sko og tasker i 2022 til en anslået værdi af 688.000 kr.
På det seneste er Mary da også oftere og oftere blevet set i genbrug, ligesom hun ynder at upcycle sine dyre rober.
Hendes døtre er også begyndt at gå på rov i mors garderobe. Således blev prinsesse Isabella konfirmeret i et sæt, som tidligere har tilhørt Mary.