Dronningens begravelsesplaner lækket: Sådan skal hun stedes til hvile
Hun arbejder stadig fuld tid og passer dagligt sine pligter. Alligevel er den britiske dronning Elizabeths begravelse allerede nu planlagt ned i mindste detalje.
For kort tid siden blev de fortrolige oplysninger lækket.
Det skriver flere britiske medier, herunder Mirror.
Begravelsesplanerne går under kodeordet Operation London Bridge, og i de fortrolige dokumenter står der i detaljer, hvordan hoffet og de offentlige myndigheder skal forholde sig i dagene, timerne og – ja – sågar minutterne, efter dronningen er sovet ind.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det er ikke til at se, men dronningen er i dag 95 år. Foto: MEGA
Der står blandt andet, at regeringen skal flage på halvt inden for 10 minutter efter dødsfaldet. Desuden oplyses der, at medlemmer af kongehuset skal udvise ”diskretion” i tiden efter.
Foruden den allernærmeste familie vil premiereministeren være én af de første, der bliver orienteret om dødsfaldet. Det vil være dronningens private sekretær, der vil overlevere nyheden over telefon.
På selve dødsdagen vil prins Charles – der som bekendt bliver konge efter sin mors død – adressere nationen klokken 18 lokal tid, ligesom premiereministeren også vil udsende en udtalelse.
Artiklen fortsætter under billedet...
95-årige dronning Elizabeth fotograferet under begravelsen af sin mand, prins Philip. Han døde 9. april i år. Foto: MEGA
På dødsdagen vil ministre også få tilsendt en email med den ordrette besked: “Dear colleagues, It is with sadness that I write to inform you of the death of Her Majesty The Queen”.
Dronningens kiste vil blive placeret i såkaldt castrum doloris i tre dage i Houses of Parliament, hvilket betyder, at tilskuere vil kunne besøge og se kisten.
Dronning Elizabeth vil blive begravet 10 dage efter sin død, og det forventes, at prins Charles i ugen op til begravelsen vil rejse rundt i landet for at møde den britiske befolkning.
Selve begravelsesdagen bliver udråbt til national sørgedag, selvom det bliver op til hver enkelt brite og virksomhed, om de vil holde fri på dagen.
Dronning Elizabeth vil blive begravet fra Westminster Abbey, og i forbindelse med begravelsen vil der være to minutters stilhed over hele landet ved middagstid.